Bruddet betyder også, at Julie Zangenberg og Nicklas Bendtner siger farvel til et liv i luksus

Da det mandag aften kom frem, at forholdet mellem den petite skuespiller Julie Zangenberg og den skandaleombruste fodboldspiller Nicklas Bendtner er en saga blot, var det samtidig et brud med et liv i overhalingsbanens vilde luksus for Julie Zangenberg.

For selv om Nicklas Bendtner kun er 26 år, har han som professionel fodboldspiller allerede tjent mange millioner kroner på sin boldkunnen. Det kan man ikke påstå - endnu - er tilfældet for Julie Zangenberg. Den 25-årige autodidakte skuespiller og model har,på trods af sin medvirken i bl.a. Live fra Bremen, TV2’s julekalender fra 2011, ”Ludvig og Julemanden” og den ene hovedrolle i Kanal 5s dramasatsning ’Heartless’, nemlig stadig sit helt store gennembrud og dermed også de høje lønninger til gode.

Se billedet: Afslørede Julie Zangenberg bruddet med Bendtner her?

Men i de tre år, hvor forholdet mellem hende og Bendtner var hottere end sommeren i år, har Julie Zangenberg nydt godt af Bendtners mange penge. Både når hun har opholdt sig hos ham i England og hjemme i Danmark.

For eksempel har den spinkle skuespiller og model kunne nyde livet i Bendtners luksus-penthouselejlighed til ca. 15 mio. kr. på H.C. Andersens Boulevard i København. Den store lejlighed på 339 kvadratmeter har fem værelser fordelt på to etager, og den har fået sin nuværende indretning af den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels. Derudover har lejligheden også en 60 kvadratmeter vinkelformet terrasse med udsigt over byen og Københavns Havn. Og når der skulle køres tur,  var det i Bendtners store, sølvgrå Mercedes AMG.

Luksuslivet i Bendtners store Mercedes AMG må Julie Zangenberg også vinke farvel til. Foto:Scanpix:

Alt det - samt selvfølgelig det bristede forhold til den garderhøje brushoved af en fodboldspiller -  er nu forbi. BT mødte tirsdag fodboldspilleren på Rigshospitalet, hvor han i sin egenskab af ambassadør for Børnecancerfonden havde været på besøg på hos kræftramte børn. På spørgsmålet om, hvordan han har det efter bruddet, svarede han med et stort og venligt smil: Ingen kommentarer.

Heller ikke Zangenberg selv eller hendes og Bendtners pr-agent, Elisa Lykke, har ønsket at kommentere, hvordan Julie Zangenbergs nye liv bliver.

Men på skuespillerindens nye blog, Viva la Vie, fortæller hun selv om sine nuværende arbejdsopgaver. Nemlig en en mindre rolle i den helt nye børneserie, ’Backstage’ til DR. Her arbejder hun blandt andet sammen med Laura Christensen, Nikolaj Steen, Sofie Lassen-Kahlke, Martin Brygmann og Peter Frödin. Ifølge Zangenberg selv, foregår serien på en soap-opera-produktion, der skulle give seerne nogle hylende sjove soap-scener.

- ’Vi spiller stort og overdrevet - jeg elsker det!’, som hun skriver,

På samme blog kan man også se, at hun dagen før nyheden om bruddet havde lagt en slags promotionsvideoe af sig selv op. Og selv om den slags videoer normalt kun bruges internt i branchen, syntes Zangenberg, at alle skulle have lov til at se den.