Han bliver spyttet på, slået, overfaldet, trådt på, truet og opsøgt privat. At være homoseksuel realitystjerne som 23-årige Gustav Salinas har en bagside

Det er midt på dagen, og Gustav Salinas er alene i lejligheden, da han hører hoveddøren gå op. ’Hvem er det’, råber han og går ud fra, at det er hans mor. Så ser han et brev ligge på bordet inde i stuen. Et fint fanbrev fra en fremmed, der er forsvundet igen.

Episoden fandt sted for halvandet år siden, men stadig har reality-stjernen Gustav Salinas ingen ide om, hvem der var inde i hans lejlighed på Frederiksberg.

Til gengæld har han nu fået tre låse og alarmer.

- Jeg fik et kæmpe chok. Heldigvis var det et sødt fanbrev, men det er så grænseoverskridende, når man bliver opsøgt i sit eget hjem. Siden den dag har jeg taget endnu flere forholdsregler, og jeg glemmer aldrig mere at låse døren, fortæller 23-årige Gustav Salinas til BT i forbindelse med et interview om sin nye biografi ’Mit sande jeg’, der kommer på gaden tirsdag.

I bogen beskriver den homoseksuelle Gustav Salinas, blot kendt som ’Gustav’, sin vej til reality-berømmelsen, der opstod i TV2s ’Dagens mand’ og dernæst i TV3s ’For lækker til love’, hvor Gustav spiller på alle homotangenter og bliver landskendt for sine snappy replikker, stemte s’er og superkritiske øje på andre fyre.

Men biografien fortæller også om bagsiden af reality-medaljen. En skyggeside, der inkluderer voldelige overfald, spytklatter, tilsvininger, biljagter, retssager samt utallige trusler. Det meste finder sted på de daglige mail og Facebook-beskeder, der tikker ind hos den 23-årige halvt dansker, halvt chilener og primært går på hans homoseksualitet.

- Ud af ca. 200 beskeder, jeg får om dagen, er størstedelen utrolig søde og positive, mens det nok er ti procent, der er decideret ubehagelige og hadefulde. Det er alt fra ’homosvin’, ’jeg håber, du dør’ til ’gå hjem og knep din far’. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det, og det gør mig ked af det. Jeg har hyret en studentermedhjælper til at hjælpe med mine beskeder og mail, og hun sletter de grimme beskeder, så jeg ikke skal kigge på dem, siger han.

Dog kan Gustav ikke undgå de bizarre breve, der bliver sendt til hans hjemmeadresse, hvilket han også beskriver i sin bog.

’Der lå et brev i posten med noget klamt, hvidt snask i. Jeg råbte og skreg af vrede, så naboerne bankede på og spurgte, om jeg var okay. Jeg tror ikke, at det var sæd, men det skulle det nok ligne. Jeg har fået hemmelig adresse, og mit navn står ikke på døren, alligevel er der tit nogen, der kommer og ringer på. Det sker også tit midt om natten. Jeg har også oplevet, at nogen stak fingre ind ad brevsprækken, så nu har jeg blokeret den’.

To gange for nylig har Gustav været i retten. Den ene gang for et voldeligt overfald en lørdag nat i oktober, da Gustav med fuldt overlæg fik kastet en flaske i baghovedet, så han besvimede. En 24-årig mand fra Albertslund blev senere idømt 60 dages fængsel for overfaldet. Anden gang i retten var for måned siden, da han skulle vidne mod en 20-årig AK81’er-rockerlærling, der var tiltalt for, sammen med en gruppe venner, at jagte reality-kendissen i bil i næsten en time, spytte og råbe ’Dit homosvin. Jeg smadrer dig. Jeg dræber dig. Klamme dyr.’

Og selv om det heldigvis hører til sjældenhederne, at det når så vidt, kan de episoder stadig gøre ham helt paranoid.

Bange for at gå på gaden

- Når det er rigtig slemt, kan jeg ikke gå ned ad gaden uden at vende mig om hvert tredje sekund, fordi jeg tror, der er nogen bag mig. Det er mest i perioder, hvor jeg synes, det har været rigtig skræmmende, og hvor jeg ikke har turdet sove alene i lejligheden, siger Gustav og fortæller, at han heller ikke længere tager offentlig transport eller cykler.

- Jeg elskede at cykle, indtil en gruppe mennesker en dag råbte ad mig og prøvede at skubbe mig ned fra cyklen, som han siger.

Den første til at erkende, at Gustav kan virke som en rød, provokerende klud i ansigtet på andre, er Gustav selv. Det hører med til det ’uden hæmninger-image’, han har skabt af sig selv.

Alligevel havde Gustav ikke forudset, at det ville føre til vold og daglige trusler.

- Det er faktisk kommet som et chok for mig, at folk kan være så hadefulde og fjendske overfor nogen, der er anderledes. Det gælder også de homoseksuelle, der ser mig som en skændsel for homomiljøet. Tænk, at folk i 2014 kan hidse sig så voldsomt op over en homo med bruncreme i hovedet, der siger ’skatter’.

Fakta:

Tirsdag udkommer bogen ’Gustav - Mit sande jeg’ om den 23-årige realitystjerne Gustav Salinas liv. Bogen inkluderer et indblik i hans særprægede opvækst i Danmark og Chile, hans homoseksualitet, vejen op ad reality-stigen til nu, hvor han, seks år efter sin debut i TV2s ’Dagens Mand’, rent faktisk lever af sit navn og netop er blevet kåret til ’Danmarks største realitystjerne’. Historien er fortalt til journalist Nikolaj Vraa og går tæt på Gustav og på dansk realityliv bag kameraet. ’Mit sande jeg’ om Gustav udkommer i dag på forlaget Bogkompagniet.