I sidste uge kom det frem, at Nicklas Bendtner kun har set sin søn en enkelt gang de seneste otte måneder. Men i går lykkedes det så endelig igen.

Fodboldspilleren Nicklas Bendtner har i flere måneder savnet sin søn, Nicholas, som han har med tv-baronessen Caroline Fleming.

I sidste uge oplyste hans agent, Elisa Lykke, at han kun set sin fire-årige søn en enkelt gang i løbet af de sidste otte måneder. Tidligere har 27-årige Bendtner udtalt, at det er ekskæresten, der holder ham fra at have den lille dreng sovende hos sig.

Men i går så far og søn så endelig hinanden.

»Min søn sender luftkys til mig på banen. I dag var det første gang, han så mig spille,« skrev den glade far på sin Instagram-profil om kampen mod sin gamle klub Arsenal.

Desværre havde fodboldspilleren, der har tilnavnet 'Lord Bendtner' mere held i familiekærlighed end i spil ved gårsdagen kamp, hvilket han også tilføjer:

»Desværre fik han ikke lejlighed til at se os vinde denne gang.«