Eyvind Vesselbos fotoalbum: Mødte Monika på Strøget

Eyvind Vesselbo var en af de mest udskældte i den offentlige debat i 1990erne, følgerne af indvandringen. Men langt tidligere fandt han lykken.

Eyvind Vesselbo (f. 1946), MF for Venstre og socialordfører.
Selvstændig erhvervsdrivende med statistikfirma.
Uddannet magister i kultursociologi.
Indvalgt i Folketinget i 2001, er desuden 1. viceborgmester i Gentofte.
Han forudså i 1992, at antallet af ’to-sprogede’ børn var fordoblet i 2000, og han ramte plet (54.000). Årsagen er, at 98 pct. af indvandrerne henter deres ægtefæller i udlandet – også i fjerde generation.

Faldt i snak over en øl

faldt i snak over en øl
(Foto: Privatfoto)

- Da jeg var 21, var jeg i Illum i København og så modeopvisning. Det var omtrent samme sted, jeg mødte min kone Monika, som var 19 og fra Sverige. Hun gik med nogle veninder på Strøget, og vi fik øje på hinanden og smilede lidt, mens vi i øvrigt så på nogle gademaleres billeder. Hun gik med veninderne ind på Vingården, og jeg gik samme vej. Heldigvis faldt jeg i snak med Monika over en øl, og vi udvekslede telefonnumre. Efter at vi havde mødtes mange gange i Malmø og i Danmark, flyttede hun herover og lærte at tale dansk. Vi boede i en kvistlejlighed i Stengade, og jeg passede vores første barn, Nikolaj, mens hun var på studenterkursus. Siden kom også Katja. Begge vores børn er journalister i dag.

Barndom uden far

Barndom uden far
(Foto: Privat)

- Mine første år tilbragte jeg i Willemoesgade på Østerbro i København sammen med min mor og to søstre. Mor arbejdede om natten på Politiken med at stable aviser, og om dagen syede hun lampeskærme og underviste i dans. Mine forældre var skilt, og min far, som var frisørmester, var blevet gift med en dame i Jylland. Langt senere kontaktede han mig, og jeg talte kun med ham få gange før dette tidspunkt.

Mor fik gevinst

Mor fik gevinst
(Foto: Privatfoto)

- Min mor havde en 12’er i tipning og fik en gevinst på ca. 20.000 kr, så hun fik råd til at have to kolonihavehuse på Amager. Her er jeg lige blevet gift med Monika, og vi er på besøg i kolonihaven med vores søn Nikolaj.

Langhåret studerende

Langhåret studerende
(Foto: Privat)

- I stedet for at gå på gymnasiet, arbejdede jeg et år og tjente penge til at betale Akademisk Studenterkursus, og bagefter kom jeg ind på kultursociologistudiet på Københavns Universitet. Det studie var de alternative gruppers mekka. Det var dengang, SF blev betragtet som højreorienteret. Jeg var i gruppen af studerende, som gerne ville blive færdig med studiet, og jeg var ikke marxist, selv om jeg var langhåret.

Jeg savnede min mor

Jeg savnede min mor
(Foto: privat)

- Da jeg var 11, kom jeg på kostskolen Skorpeskolen i Hellebæk, hvor jeg var i fem år. Her står jeg med en flot frisure i midten, 15 år gammel. Kostskolen var et sted for børn af enlige forældre, og det var et privilegium at komme derop, man skulle til to optagelsesprøver. Problemet med at være hjemmefra var, at jeg kun kom hjem én gang om måneden. Det havde sin pris at være væk fra sine forældre. I dag, hvor jeg i øvrigt er socialordfører, kan jeg kan godt sætte mig ind i, hvor svært det kan være for børn, der er på institution og væk fra deres forældre.

Han fik ret

Han fik ret
(Foto: Privatfoto)

- I 1990 bad Ishøjs borgmester Per Madsen mig om at lave den første Ishøj-rapport, der belyste indvandreres familiesammenføringer igennem 20 år. Jeg nåede frem til, at 145 personer var vokset til 1.824 personer, og det var sket alene ved familiesammenføringer – også i fjerde generation – plus fødsler. Hver gang en ung indvandrer blev gift, var det næsten uden undtagelse med en person fra hjemlandet. Den rapport var den væsentligste årsag til, at 24 års-reglen blev gennemført. Og da jeg i år 2000 undersøgte problematikken igen, var resultatet det samme. Mine statistikker skabte utrolig meget debat fra 90erne og frem, men det kulminerede med en artikel i Berlingske med overskriften: ’Manden der fik ret’.

Sød og herreløs

Sød og herreløs
(Foto: Privat)

- Min kone Monika og jeg på stranden i Nice. Hunden her var herreløs og kom forbi os hver dag i de 14 dage, vi var dernede det år. Vi døbte den Frisee – jeg kaldte den dog Frikasse, og den hund var simpelthen så sød. Heldigvis fandt vi nogle danskere dernede, der overtog den. Vi kunne ikke have den med hjem, for vi havde hund i forvejen.

I sneglefart til Frankrig

I sneglefart til Frankrig
(Foto: Privatfoto)

Vi fik en Citroën Dyane efter at have haft en 2CV, og den rejste vi til Frankrig med hvert år i mange år, hvor vi fik lov til at passe en lejlighed ved Nice med udsigt over Middelhavet. Vores børn legede krokodiller på bagsædet, og hunden sad bagi. Da vi nåede Kassel-bakkerne, gik farten kraftigt ned, og vi måtte i ned i andet gear og køre sammen med lastbilerne længst til højre.