Erann DD kom til at leve i Danmark, fordi hans mor med egne øjne så Dronning Margrethes bryllup i 1967 på Kongens Nytorv. som dreng, stammede han kraftigt, men det gik over, da han begyndte at synge.

Det første jeg husker er at jeg sad i badekarret ...

Erann David Drori (f. 1967) er sanger og sangskriver. Han er aktuel i TV2-programmet 'Toppen af poppen' og snart med en solo-cd.

Desuden er han for tiden i studiet med Nik og Jay. Han debuterede i 1992 med bandet Zapp Zapp og har siden udgivet adskillige album.

I 2003 udvalgtes han til at skrive 'When You Hold Me' i anledning af kronprins Frederik og prinsesse Marys bryllup 14. maj 2004. Erann er gift med designeren Lizette Mikkelsen, og de har børnene Samuel, Lea og Ella.

- Det første, jeg husker fra min barndom, var, da jeg sad i badekarret og kom til at lave alt muligt i vandet. Min onkel var lige ved siden af og råbte til min mor, at nu måtte hun hellere komme i en fart, husker Erann DD.

Klik dig videre og få historien om den stille og stammende dreng, der voksede sig til at blive en af Danmarks mest anerkendte musikere.

Danmark: Et eventyr

Jeg er født i Danmark og er en spændende cocktail af et arabisk-jødisk forhold. Mine forældre mødte hinanden i Israel, og i 1966 var de turister i Danmark. Her oplevede min mor dronning Margrethes bryllup med guldkaret på Kongens Nytorv. Hun åd det råt og tænkte:

- Hvad er det her for et fantastisk land?

Dengang var Danmark meget gæstfrit, så hun tænkte:

- Her skal mit barn fødes, for det er jo et eventyrland.

Hun var sygeplejerske, i dag er hun operationssygeplejerske. Min far var altmuligmand, som jeg kalder det. Han arbejdede som elektriker og byggede barometre.

Vi blev positivt modtaget i Danmark. Det var en god tid med all you need is love i de glade tressere, og der var kun få af vores slags i Danmark. Her er min mor og jeg på ferie i Israel.

Barndom i København: En stille og stammende dreng

I Danmark boede vi først i Kongens Lyngby, så blev det Nørrebro, hvor jeg står på billedet, og senere Peblinge Dosseringen i en flot lejlighed ud til søerne.

Jeg var en meget stille og genert dreng, der stammede rigtig meget. Det var mit store problem fra 2. til 4. klasse. For at komme til skole, skulle jeg med tre busser, og jeg havde utroligt svært ved at spørge andre om vej, fordi jeg stammede. Jeg tror, det skyldes, at jeg havde flere sprog kørende.

Da jeg begyndte at synge, gik det heldigvis væk. For man kan åbenbart ikke stamme og synge samtidig. Så jeg skulle nok bare have sunget tidligere.

Besøg i Zoo: Vild med dyr

En af de største oplevelser for mig som barn var at komme i Zoologisk Have. Jeg har altid været vild med dyr og har haft alverdens dyr selv.

I virkeligheden burde jeg være dyrepasser, og hvis du spørger mig, om jeg vil være dyrepasser i Zoo, så gjorde jeg det gerne gratis i en måned.

I dag har jeg en granddanois, en kat og to landskildpadder – og førhen også en voliere og høns.

9 år: I Israel

Jeg var en dreng, der fik bank mange steder – både derhjemme og på gaden. Selv havde jeg Bruce Lee som ideal og gik til karate.

I dag dyrker jeg Qi Gong, som ikke er en kampsport, men kinesiske helbredsøvelser, der opbygger kroppens indre energi.

På billedet her er jeg i Israel sammen med en af mine yndlingsonkler, som var den store karatemester. Ved siden af os står min bror, Nir.

Teenager: Sendt på klosterskole

Da jeg var 12-15 år blev jeg sendt på klosterskole i Israel. Det var en meget ortodoks jødisk skole – som et munkekloster kun for drenge.

Dagligdagen bestod af mange timers bøn og streng indlæring i filosofi og matematik. En barsk hverdag, hvor jeg lærte en masse voksen-ting, som børn ikke behøver at vide.
 
Da jeg kom tilbage til Danmark og var sammen med kammeraterne, tog jeg revanche og prøvede f.eks. at drikke en øl for første gang. Jeg kunne heldigvis fyre den af og gå i byen – det kom jeg ret hurtigt efter, og jeg begyndte at have kærester.

Det gjorde jo ikke noget, at man så lidt anderledes ud. Jeg havde længe drømt om at komme tilbage til det normale liv.

Karriere: Fra fly til funk

Da jeg var ca. 20 år, var det mit kald at blive trafikpilot, og jeg var tæt på at få A-certifikatet. Det var efter jeg havde rejst rundt med mine venner fra gymnasiet i Brasilien og mange andre steder i verden.

Jeg var meget tæt på at blive pilot, men så blev jeg kontaktet af Keld Wennich fra Mega Records, der sagde:

- Du skal altså synge med den stemme, du har. Du skal ha’ orlov fra det pilot-pjank.

Det blev min far bestemt ikke glad for. Så blev jeg besat af musik og fik en pladekontrakt med Zapp Zapp i 1992 og det vilde liv med funkmusikken begyndte.