En sommer med daglige smerter blev vendepunktet for Sisse Fisker, der nu har besluttet, at operation er næste skridt. Hendes ryglidelse var blevet værre, og lægerne så det kun gå én vej.
»Jeg har hele tiden tænkt, at det der med operation var en dårlig idé, men jeg har prøvet alt andet,« siger Sisse Fisker til BT.
Hun fyldte 40 i august, og efter alle former for konservativ behandling, viste de nyeste undersøgelser, at hendes ryglidelse rent faktisk var blevet værre. Hun følte sig nødsaget til at tage affære efter sommerens smertehelvede.
Det betød, at hun opsøgte Glostrup Hospital - et sted, hun ikke har været i snart tre år, fordi hun har forsøgt sig med alle former for alternativer. Men dengang, for tre år siden, hørte hun kort om denne operation, og efter den smertefulde sommer, valgte hun at vende tilbage til Glostrup.
I september fortalte Sisse Fisker, at hun havde taget en stor beslutning om at få en operation, fordi en diskus var ødelagt. Desuden har hun Modic forandringer, der er en irritationstilstand med betændelse, som får knoglerne til at bryde sammen i ryggen. BT har tidligere fulgt Sisse Fiskers kamp mod de daglige smerter, og hendes forsøg på at acceptere sin sygdom.
»Jeg har ikke accepteret det - tværtimod. Det er netop derfor, jeg vælger at blive opereret,« siger hun.
Den hårde besked
Det var især beskeden om, at det kun kan blive værre herfra, der gjorde udfaldet for den store beslutning.
På den MR-scanning, hun fik i sommer, viste billederne en ryg, der var forværret. Samtidig kunne man på scanningen se, at forandringerne var fortsat trods hendes store indsats for at passe godt på sig selv. Alt fra ændret kost, søvn, træning og alternativ behandling har ikke slået til.
»Jeg føler mig i rigtig gode hænder på Glostrup Hospital, og kirurgen har lavet mange af denne slags operationer før,« fortæller Sisse Fisker.
Og operationen er da heller ikke sådan ligetil. Sisse Fisker fortæller, at under selve operationen vil kirurgerne gå ind gennem maven og fjerne den diskus, der er ødelagt. Den skal erstattes med en kunstig diskus, og så skal selve ryghvirvlerne over og under den nye diskus fikseres med en bunke skruer.
Tvivlen og frygten
Hun siger til BT, at tvivl og frygt kan stadig snige sig ind på hende til tider, fordi der trods alt kan være risici ved operationen.
»Jeg synes ikke, en operation er særlig fedt - og sådan tror jeg rigtig mange har det. Men jeg har prøvet alt fra at ændre min kost, sove mere, træne på en særlig måde og arbejde anderledes. Men selvom jeg står på hovedet og gør alt mulig andet, så er dommen bare klar. Jeg får det højst sandsynligt bare værre. Det bliver i hvert fald ikke bedre, end det er nu.«
Nogle dage er Sisse Fisker helt begejstret for sin beslutning og glæder sig til at mærke sin nye ryg. Andre dage er hun meget nervøs for, hvordan tiden efter operationen bliver:
»Nogle gange tænker jeg bare 'yes', det kommer til at køre i fuld fart. Og jeg har fået rigtig mange positive kommentarer fra folk, der har prøvet en lignende operation, og som fortæller mig, at de har fået et nyt liv. Men så kommer man måske til lige at søge på nettet, hvor man kan finde de enkelte tilfælde, hvor det ikke er gået så godt,« fortæller hun.
Fremtidens drømme
Drømmene om de fremtidige aktiviteter når da også nye højder. For når Sisse Fisker drømmer, handler drømmen gerne om at kunne bestige et bjerg med sin nye ryg. Men mindre kan dog også gøre det:
»Jeg drømmer om at kunne løbe om kap med mine drenge og lege med dem i haven, uden det gør ondt,« fortæller hun og fortsætter:
»I den bedste af alle verdener vil jeg gerne kunne løbe en lille tur ved vandet i sommerhuset i løbet af næste år. Jeg har nu i fem år haft smerter i ryggen, og jeg satser jo på at blive 100 år. Så de næste 60 år skal gerne blive rigtig gode.«
Sisse Fisker har i de senere år skiftet maratonløb, håndbold og hård træning ud med gåture, varmetræning og udstrækning. Og selvom hun er blevet rigtig glad for sine gåture, håber hun stadig på at skifte nogen af dem ud med en løbetur ved vandet. Derfor er datoen for operationen nu på plads.
»Jeg skal opereres, når jeg kommer afslappet hjem fra en ferie i San Fransisco med familien. Vi har fundet datoen, men præcis hvornår det er, vil jeg gerne holde for mig selv,« siger Sisse Fisker.
