- Hvis der er noget, der kan få mig op af stolen i en diskussion – udover heste – så er det kærlighedsforhold. Kærlighed – både til mine heste, men også helt generelt – er min største passion her i livet. Selv om der på forholds-siden ikke er så meget at tale om lige nu, griner Tina Lund og sætter en flok colaer på langbordet i det hyggelige køkken i forældrenes længe af gården. Her bor hun, indtil håndværkerne er færdige med at sætte hendes egen i stand.
- Det mest fantastiske ved at arbejde med heste er, at man knytter nogle helt specielle bånd til dem. Ligesom i et forhold lærer jeg mine heste så godt at kende, at jeg ved, hvad de tænker og føler. En hest er jo ikke bare en hest. Nogle er intelligente, nogle er ikke – præcis ligesom med mennesker. Der er ikke to heste, der er ens, siger Tina Lund, som får sine største peak-oplevelser, når hun i tæt samarbejde med sin hest løser en bane.
- Det bedste er, at jeg ikke gør det alene. Det er ligesom med en dansepartner: Hesten og jeg er et par, vi tænker ens, når vi er på banen. Og når vi har vundet, er hesten præcis lige så stolt som mig. Den kan mærke stemningen, publikum, at musikken spiller… Den synes, det er lige så sjovt som mig, siger hun.
- Men ligesom i et forhold skal hest og rytter passe sammen. Der skal være god kemi, tillid og troen på hinanden. Jeg kan ikke tvinge mine heste til at gøre noget, de ikke vil, for de er stærkere end mig. Derfor bruger jeg også enormt meget tid sammen med dem uden for banen. For jo bedre, vi kender hinanden, des mere kan vi opnå sammen, siger Tina Lund, som kun prioriterer én ting højere end sine heste – nemlig familie.
Familiemenneske
- Ja, familie er nummer ét – det er helt sikkert. Jeg er et stort familiemenneske og meget knyttet til min mor og far og søster, og jeg skal helt sikkert have min egen familie en dag. Og jeg vil have det fint med at skulle drosle ned på ridningen, når jeg engang skal have børn. Det er noget, jeg prioriterer højere end alt andet. Også min sport, understreger Tina Lund, som – bortset fra et kortere forhold – har været single i halvandet år.
- Min største skuffelse er, at jeg ikke fik mit første forhold på fem år til at fungere. Men det dér med, at jeg søger med lys og lygte efter en det passer ikke. Jeg går ikke rundt og leder efter en kæreste, for jeg har så mange andre ting i mit liv lige nu, og jeg har det sådan: Hvis han en dag er der, så er det fint, hvis ikke, så er det også fint.
Jeg har vænnet mig til at være alene, og har det faktisk okay med det, så folk skal altså gå rundt og have ondt af mig, griner Tina Lund, som lige nu glæder sig til sin første fri-weekend i tre måneder.
- Så skal jeg i byen med pigerne! Bare ud at danse og have det sjovt, erklærer Tina, som oplever, at især mænd er blevet mere tilbageholdende med at kontakte hende efter hendes optræden i Vild Med Dans.
- Det er, som om folk er blevet mere tilbageholdende med at henvende sig til mig, efter jeg blev rigtigt kendt. I dag er det mest piger, der kommer over til mig, hvor det før var mændene. Det er lidt sjovt, funderer Tina.
Men skulle en enkelt herre eller to have lyst til at byde Tina på en drink, kan de godt glemme det.
- Jeg rører aldrig alkohol, heller ikke, når jeg er i byen. Jeg er sportsmenneske, jeg skal op næste dag, også selv om jeg er kommet hjem klokken fire. Hestene er jo ligeglade med, hvordan jeg har det, de skal bare passes.
Gik glip af alle festerne
Hun tøver ikke et sekund, når man spørger hende, om hendes livslange passion for heste koster noget i den anden ende.
- Helt sikkert! Som yngre gik jeg glip af alle festerne, og alle de erfaringer, almindelige unge gør sig, fik jeg ikke med. Og så har jeg heller ingen rutine indenfor noget andet fagområde, det savner jeg. Det kunne have været sjovt at have arbejdet med noget andet også, bare for at få noget viden om, hvad andre laver, og hvordan det er. Det fik jeg lidt i Vild Med Dans – det var første gang, jeg brugte tid på noget andet i mit liv, og det er jeg lidt ked af, at jeg ikke har oplevet før. Men hvis man vil være bedst til noget, er man nødt til at satse hundrede procent på én ting.
Er det noget, du kan mærke, når du sidder og taler med andre mennesker?
- Ja, der er mange ting, jeg ikke kan tale med om. Men jeg har det fint med mit valg og har accepteret, at der er nogle ting, jeg simpelt hen ikke kan være med på. Jeg vil da også gerne opleve de ting, som mine veninder oplever, med familie og rejser osv., til gengæld får jeg så mange oplevelser med heste rundt omkring i verden, som man ikke kan få som normal person.
Vil gerne prøve skuespil
- Men sidste år måtte jeg sige nej til min bedste venindes bryllup, og det var jeg bare så ked af. Årh, jeg har aldrig været til et bryllup! Men jeg skal forhåbentlig opleve mit eget en dag…
Hvad ville du kaste dig over, hvis man tog hestene fra dig?
- Jeg kan ikke forestille mig ikke at have noget med heste at gøre. Hvis jeg en dag ikke kunne ride, ville jeg lave noget andet med heste – undervise, for eksempel. Men ellers ville jeg prøve kræfter med noget skuespil af en art. Jeg synes, det er spændende at komme ud i nogle områder, hvor man skal udfordre sig selv, og efter Vild Med Dans har jeg fået øjnene lidt op for underholdningsbranchen.
Hvor ser du dig selv om ti år?
- Forhåbentlig har jeg stadig noget med heste at gøre, og forhåbentlig har jeg nogle børn. Gerne to, tror jeg. Jeg ved ikke, hvor jeg bor henne… Måske her, måske et andet sted. Vi må se, hvad livet bringer. Jeg er åben.























