Emil Midé Erichsen er blevet hulens populær, efter han er vendt hjem til Danmark efter tre år til søs og dermed tre sæsoner af seermagneten ’Kurs mod fjerne kyster’ på TV 2.
For nylig fik tv-seerne endnu engang æren af at se Mikkel Beha Erichens ældste søn på skærmen, da han sammen med sin berømte far kommenterede sejlsport under OL.
Og snart vil han igen ødsle ud af sin viden, fortæller han til Billed-Bladet.
»Jeg skal ud at holde nogle foredrag. Og prøve at give mig i kast med det. Det bliver spændende. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg har ikke prøvet at tale til flere mennesker, end man gør til en fremlæggelse i skolen. Det skal jeg lige prøve at skrue sammen, og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg tror, det er en sjov udfordring. Jeg glæder mig til at komme ud og fortælle historien fra min synsvinkel,« siger han.
Den unge sejler har dog ikke tænkt sig at droppe det hårde fysiske arbejde, efter han er kommet hjem og er blevet et kendt ansigt. Til ugebladet fortæller han, at han sideløbende med foredragene skal gå og sætte barndomshjemmet i Syhavnen i stand sammen. Her skal han bl.a. skrue lidt og høvle nogle gulve sammen med sin far, tv-vært Mikkel Beha Erichsen, fortæller han.
»Det bliver dejligt. Dejligt med arbejde, hvor man ikke skal tænke så meget. Det bliver godt ovenpå OL. Der er alt for mange indtryk til, at jeg går og tænker to sammenhængende tanker. Det bliver godt at komme ud at høvle et gulv.«