Alkoholmisbrug var grunden til, at Flemming Jensen droppede alt scenearbejde med Jesper Klein i 2002

»Spiritussen var grunden til, at Jesper og jeg holdt op med at arbejde sammen.«

Så direkte omtalerskuespiller og instruktør Flemming Jensen bruddet med den mangeårige ven Jesper Klein. Et brud, som han hidtil ikke har talt om årsagen til.

I næste uge udsender Sebastian Klein bogen ’Fra min fars skygge’, hvorhan bl.a. fortæller, at hans berømte far var alkoholmisbruger og på et tidspunkt forsøgte at tage sit eget liv.

I kølvandet fortæller Jesper Kleins mangeårige samarbejdspartner Flemming Jensen nu, at den anerkendte skuespiller og forfatter var så plaget af sin afhængighed af spiritus, at det kom til et professionelt brud mellem de to.

Bagsiden af medaljen

Flemming Jensen udgiver sine erindringer ’I ly af latter’ 8. november og siger til BT, at han ikke ville kunne skrive om sit liv uden en fyldig omtale af den nære ven Jesper Klein. Og hvis han skulle skrive om vennen, måtte han også have bagsiden af medaljen med.

»Jeg ringede til Sebastian, da jeg blev klar over, at jeg også blev nødt til at skrive om den side af Jesper. Han ville også fortælle om sin far, og jeg syntes, at det ville være mest fair, hvis det var sønnen, der fortalte om det først. Så det er arrangeret sådan, at min bog kommer en uge efter Sebastians,« siger Flemming Jensen til BT.

»Hvis han ikke ville have haft det ud, havde jeg selvfølgelig ikke skrevet om hans fars problemer. Men det er svært at skrive en bog om vores samarbejde og venskab uden at komme ind på, hvordan det stod til med Jesper. En dag i Aarhus måtte jeg simpelthen sige til ham, at det ikke gik mere,« afslører Flemming Jensen over for BT.

Opstod gradvist

De to havde kendt hinanden siden 1982, og bruddet kom i 2002 under turnéen med forestillingen ’10 mord på to mand’.

»Jesper var min tætte ven. Sådan var det. Og derfor er det selvfølgelig også sårbart, men jeg beskriver forløbet så godt, jeg kan i min kommende bog,« siger Flemming Jensen og fortsætter:

»Problemerne kom gradvist over en længere periode. Nogle aftener stod jeg på scenen og kneb mig selv i armen, mens jeg tænkte på, hvor heldig jeg var med at stå ved siden af sådan et geni. Men så var der andre aftener, hvor jeg tænkte: Hvordan fanden får jeg halet den her hjem? Jeg vidste aldrig, hvilken aften jeg gik ind til,« siger Flemming Jensen og fortsætter:

»Da jeg afbrød vores samarbejde, havde Jesper fuld forståelse for det og sagde, at det også var forfærdeligt og noget lort. Men han forstod godt, at jeg blev nødt til at gøre det,« siger Flemming Jensen, der dog var i stand til at bibeholde venskabet med Jesper Klein – et venskab, der rent faktisk blev endnu tættere fra 2002 til Jesper Kleins død ni år senere.

»Der kom noget positivt ud af det, for vi blev ved med at være venner, og lige pludselig begyndte vi at se meget mere til hinanden, og vi begyndte at rejse sammen. Indtil da var han en af mine gode venner, nu blev han min bedste ven. Vi kom endnu tættere på hinanden,« siger Flemming Jensen, der i øjeblikket er på turné med forestillingen ’The Sunshine Boys’, hvor han spiller sammen med Waage Sandø.