Superstjernen Tom Cruises nu forhenværende kone Katie Holmes har bestemt ikke ligget på den lade side, siden hun i slutningen af juni i et bagholdsangreb begærede skilsmisse fra sin kendte mand.

Med en snedig masterplan i hånden - godt hjulpet på vej af sin advokatfar - drog den smukke skuespillerinde til New York, hvor hun indgav skilsmissepapirerne. Forud havde hun naturligvis sørget for en lejlighed til sig selv og datteren, som hun også havde taget med til New York.

Og ganske som den 33-årige skuespillerinde havde håbet, så faldt skilsmissen i stor grad ud til hendes fordel. Katie Holmes ønskede sig nemlig forældremyndigheden over parrets seks-årige datter Suri, og den ser hun ud til at have fået, da skilsmissen gik igennem i lyntempo og blev en realitet den 9. juli.

Siden er Katie Holmes og datteren Suri blevet set spankulere rundt i New York, og især Katie har set noget lettet ud.

Og lettet kan hun nu også være over. For det ser for alvor ud til, at mor og datter er ved at bygge en ny tilværelse op i New York. Katie Holmes har nemlig fundet et nyt job. Skuespillerinden, der blev verdenskendt for sin rolle som Joey i ungdomsserien 'Dawson's Creek' og siden blandt andet fik den kvindelige hovedrolle i batman-filmen 'Batman begins' i 2005, har ellers ikke haft de store filmroller de seneste år, hvor hun har været gift med Cruise.

Men nu er hun klar til at vende tilbage til skuespillet. Og det fører blandt andet til en tilbagevenden til de skrå brædder til efteråret. Katie Holmes skal nemlig optræde på Broadway i komedien 'Dead Accounts', skriver Washington Post.

Stykket vil blive spillet hele otte gange om ugen, så Katie Holmes, der nu stort set er alenemor, får travlt. Men arbejdsmængden bør dog ikke skræmme den mørkhårede skuespillerinde. Katie Holmes har nemlig før optrådt på Broadway, hvilket skete tilbage i 2008, hvor hun var med i 'All My Sons'.

Rollen i Broadway bliver dog alt andet end glamourøs for Katie Holmes, der ikke kommer til at spille hovedrollen. Komedien handler om en søn, der vender tilbage til sit familiehjem, og Katie Holmes vil komme til at spille sønnens søster, der stadig bor i byen og tager sig af de aldrende forældrene.

Foruden rollen på Broadway har Katie Holmes også gang i flere filmprojekter. I efteråret begynder hun også på indspilningerne til filmen 'Molly' som handler om en alenemor, der bor i New York - en film, der må siges at drage visse paralleller til skuespillerindens eget liv.

Men Katie Holmes har nu også selv været med til at skrive manuskriptet.