Værtsparret Rasmus Tantholdt og Cecilie Beck fra TV 2 er blevet skilt efter seks års ægteskab.

Det bekræfter Cecilie Beck over for BT.

I en sms skriver hun:

'Ja - og det foregår helt venskabeligt og udramatisk'.

Ud over det har hun ikke flere kommentarer til bruddet.

For tre måneder siden satte parret deres villa i Gentofte til salg, og allerede en uge senere var den solgt for næsten seks millioner kroner.

På det tidspunkt forklarede parret, at det var fordi, de havde brug for at flytte et nyt sted hen.

Siden har Cecilie Beck købt en stor lejlighed med fem værelser på Gl. Kongevej i København - uden Rasmus Tantholdt.

De to værter blev gift i 2010 i Thailand efter at have været kærester i tre år. Brylluppet foregik på en strand og skete spontant på en ferie.

»Vi havde ikke planlagt det overhovedet, men vi havde da snakket om, at hvis det kunne lade sig gøre, så ville vi gerne gøre det. Så vi fik det i stand to dage inden, det skete,« sagde Rasmus Tantholdt dengang til BT.

De eneste gæster til brylluppet var parrets tre sammenbragte børn.

Cecilie Beck har to piger - Astrid og Frida fra sit tidligere ægteskab med økonom Carsten Lassen, mens Rasmus Tantholdt har sønnen Emil med en anden tidligere vært fra TV 2 Caroline Boserup.

Rasmus Tantholdt var gift med Caroline Boserup fra 2005 til 2007, der ligesom Cecilie Beck har læst nyheder op på TV 2, mens Rasmus Tantholdt i mange år har været korrespondent og især har dækket konflikter i krigszoner.

TV 2-Parret har flere gange udtalt sig til medier om deres kærlighed. I 2013 forklare Rasmus Tantholdt, hvorfor han elskede Cecilie Beck.

»Hun får mig til at grine. Af mig selv. Det er jeg glad for. Selvhøjtidelighed og mangel på selvironi bryder jeg mig ikke om. Cecilie driller mig i situationer, som er typisk mig, sagde Rasmus Tantholdt til magasinet Liv.