Casper Christensens københavnske natklub Klub Bisou er lukket ned efter mindre end et halvt år. Han og de andre ejere syntes ganske enkelt ikke selv, det var sjovt at komme der, fortæller den danske skuespiller og komiker til BT.

Sidste sommer besluttede Casper Christensen sammen med sine to kompagnoner - natklub-kongerne Simon Lennet og Simon Frank - at lukke natklubben Sunday ned. I stedet valgte de tre den 10. august at åbne Klub Bisou med pomp og pragt. I de gamle Sunday-lokaler i Lille Kongensgade.

Men dét eventyr er altså allerede slut.

»Vi har lukket Bisou. Det fandt vi ud af i slutningen af december. Det nåede aldrig at blive til den klub, vi gerne selv ville feste på. Det blev lidt for ungt, syntes vi. De andre drenge og jeg laver de her klubber, fordi vi synes, at det er skide sjovt. Og det var det her bare ikke til sidst,« siger 48-årige Casper Christensen, der dog forsikrer om, at der dog allerede er noget nyt på vej i lokalerne.

»Det bliver vildere, mere eksklusivt og mere voksent. Og så kommer der til at være nogle meget sjove navne med. Dem glæder jeg mig til at fortælle om.«

Foruden det nu forhenværende Klub Bisou er Casper Christensen også medejer af natklubben Chateau Motel, der åbnede nogenlunde samtidig i sommer.

»Det er måske også en del af forklaringen, og det er nok lidt vores egen skyld. Der blev lagt enormt meget i Chateau Motel samtidig,« siger Casper Christensen.

At det ikke engang blev til et halvt år for Klub Bisou, tager Casper Christensen ikke som noget stort nederlag.

»Det er altid trist, når man lukker noget ned. Det var også trist at lukke Sunday ned. Men der skal være kærlighed i det, for ellers er der ikke noget ved det. Folk har været glade for Bisou, og vi har stadig lokalerne til nogle nye fester, så det er faktisk en okay følelse,« siger han.

Hvornår den nye klub i de festvante lokaler ved Kongens Nytorv åbner, vides endnu ikke, men ombygningen er allerede i gang, lyder det fra Casper Christensen.