Efter afsløring af et alkoholmisbrug og to måneders tavshed er modekongen Erik Brandt atter tilbage i rampelyset, hvor han løfter sløret for, hvordan han har taklet sit alkoholproblem – og hvordan forholdet til hans døtre er.

Modekongen Erik Brandt endte ved årsskiftet på landets forsider, da han af sin datter offentligt blev beskyldt for at være alkoholiker.

I en noget overraskende offentlig facebookopdatering afslørede Erik Brandts ældste datter Emilie Brandt den 30. december, at hendes kendte far er alkoholiker, og at han før årsskiftet atter var faldet i alkoholfælden, hvilket havde tæret så meget på forholdet mellem far og datter, at de ikke havde set hinanden i et halvt år.

'Og jeg vil så gerne have ham tilbage. Selv om jeg ved at ved at skrive dette kan det være at han aldrig tilgiver mig. Jeg har ikke set ham i 6 måneder – og jeg har ikke flere kræfter til at kæmpe for noget – når han ikke selv kæmper med', skrev Emilie Brandt blandt andet i den meget følelsesladede facebookopdatering.

Erik Brandt blev bestemt ikke begejstret for sin datters ytringer på Facebook, og han havde svært ved at skjule sin vrede, da han efterfølgende udtalte sig til BT.

'Jeg er ikke tilfreds med det. Jeg er rasende over det. Skal man snakke om sådan noget her, skal man gøre det sammen. Og ikke på Facebook,' lød det fra modeskaberen.

Men nu er der godt nyt i den kendte modefamilie. Efter et par måneders kamp, er det nemlig lykkedes den 73-årige modemand at slippe alkoholen og komme ovenpå igen.

Det fortæller Erik Brandt til BT.

»Nu har jeg lagt hvidvinen på hylden. Jeg har jo aldrig drukket andet end hvidvin de seneste tre-fire år, men jeg kan ikke tåle det mere, det må jeg se i øjnene,« siger han og tilføjer, at han selv har klaret at kvitte de våde varer.

»Det har jeg klaret selv. Det er bare at tage sig sammen,« siger han.

Samtidig med alkoholproblemerne og det offentlige opgør med sin datter, blev Erik Brandt også ramt af dobbeltsidig lungebetændelse, hvilket ifølge modemanden førte til indlæggelse på hospitalet:

»Jeg har taget en masse penicillin. Og penicillin og alkohol går ikke så godt sammen, så jeg blev dødssyg. Så det var ikke så smart,« fortæller han og tilføjer, at han dog nu har fået bugt med både alkoholen og lungebetændelsen.

Og også forholdet til de to voksne døtre, Emilie og Julie Brandt, som han fik med sin afdøde kone Margit Brandt, er blevet bedre, efter modekongen har sluppet hvidvinen:

»Det er fint, det går godt«.

Så forholdet mellem dig og dine døtre er blevet godt igen?

»Ja,« svarer modekongen.

Selv om Emilie Brandts ytring om sin fars alkoholproblem på Facebook tilsyneladende førte til, at tingene gik i den rigtige retning i modefamilien, så er Erik Brandt dog fortsat ikke begejstret for datterens fremgangsmåde:

»Jeg synes ikke, at Facebook er det rigtige sted at diskutere sådan nogle ting, men det er bare min mening, og det kan godt være, at jeg er gammeldags,« lyder det fra modeskaberen, der dog kan glæde sig over, at hans livsstilsændring også har fået smilet tilbage hos hans datter.

På Facebook udtrykker Emilie Brandt stor glæde over at have fået sin far tilbage:

'Mit liv er i den mest fantastiske balance - bølgerne har været høje på det sidste men selv når båden vipper har jeg de dybeste og tungeste ankre plantet solidt på havbunden. Jeg er taknemmelig for min familie, mine børn mine fantastiske venner - mit gode humør, mine lange ben, at min far har det godt, at foråret er på vej, verdens bedste kolleger, min rumelighed, min evne til ikke at tage tingene for tungt…,' skrev Emilie Brandt i en lang statusopdatering den 9. marts.

Hun slutter opdateringen med en kærlighedserklæring til sin far:

'Og min seneste kamp har været det hele værd... jeg elsker dig farmand,' skriver hun.