En ny tv-dokumentar om Helmuth-familien afslører, at der bag det udadtil glamourøse liv på teatret og i filmene gemte sig i turbulent familieliv præget af druk og svigt.

Faderen, den elskede revykunstner Osvald Helmuth, kunne før en premiere pludselig forlade kone og barn og blive væk i tre-fire døgn. Nerverne skulle dulmes, og der skulle rases ud med heftigt drikkeri.

Helmuth-familien


På samme måde blev sønnen, den folkekære skuespiller Frits Helmuth, op gennem livet og karrieren mere og mere slave af alkohol. Også han måtte dulme angsten og nerverne med støt stigende mængder promiller - rødvin, pilsnere og brændevin. Han drak i frygt for ikke at præstere godt nok, når scenetæppet gik. Men først og fremmest fordi alle barndommens traumer - ikke mindst følelsen af at være svigtet af sin far - rasede i hans indre.

- Meget af min inspiration er kommet fra vin, brændevin og øl. Hvis man fjernede alle de mennesker, der har drukket gennem tiden, ville man fjerne alle de mesterværker, menneskeheden har frembragt. Hvor meget poesi tror du, der kommer ud af et glas isvand, sagde Frits Helmuth i et hidtil upåagtet filmklip, før han døde i december 2004.


Det turbulente liv

En ny tv-dokumentar (der vises mandag aften på DR1) tilrettelagt af Per Wennick, opruller nu den berømte Helmuth-families dybeste og dystre hemmeligheder.

Først i dag - mange år efter Osvalds og syv år efter Frits’ død - har bl.a. hans børn fået mod og styrke til at fortælle om et mere end turbulent familieliv, der på overfladen forekom glamourøst og gnidningsfrit.

I filmen giver den mange gange prisbelønnede Frits Helmuth også sin rå og usminkede version. Det fremgår af dr.dks omtale af udsendelsen.

Helmuth-familien


Frits Helmuth har erkendt, at han og faderen ligner hinanden i utrolig grad. Deres handlemønstre er som vævet sammen.

I filmen fortæller Frits bramfrit, at meget af hans inspiration til de elskede roller er hentet i promillerne - ved at indtage stigende mængder øl og snaps.

Frits har i tidligere interview til aviser og ugeblade ikke lagt skjul på, at han følte sig faderløs. Faderen var næsten altid fjern. Helt opslugt af den næste store rolle. Indimellem kunne han være svært utilregnelig. Uhyre aggressiv.

Mishandlet og uelsket

Osvalds kone - Frits’ mor - følte sig konstant trådt på, mishandlet, uelsket. Og den lille Frits viste - med to forældre, der levede som hund og kat - meget tidlige tegn på mistrivsel. Allerede som lille fik han blødende mavesår.

Osvald Helmuth var en af de allerstørste på den danske scene fra 1930’erne og mange år frem, og blandt andet kendt for sin vise om ølhunden, der glammer. Netop det at være søn af så stor en mand kom til at fylde utrolig meget i Frits Helmuths liv. Faderen krævede enorm plads derhjemme og gjorde altid præcis, hvad der passede ham. Det tog voldsomt på konen, Frits’mor, Ylvira Vernegreen Jeppesen, der til daglig blev kaldt ’Søster’.

- Han er den ækleste karakter, man kan forestille sig. I nat kom han hjem med en mand. Jeg kan snart ikke klare det mere. Han er ikke bare fuld – han er ondskabsfuld, skriver Søster i sin dagbog ifølge dr.dk.

Mavesår

Trods mavesår og aversion mod sin far endte Frits Helmuth ikke desto mindre selv med at blive en far, der kun sjældent var der for sine børn. Hans egen datter, barnestjernen Pusle Helmuth, så stort set ikke noget til sin far.

- Jeg fik altid at vide, at jeg var et ønskebarn. Det mærkede jeg ikke meget til. Hver gang folk fortalte mig, at min far var en fantastisk skuespiller, tænkte jeg altid: ’Ja, men han er en elendig far’. Han var der jo aldrig, lyder det fra Pusle i filmen.

Frits Helmuth levede det meste af sit liv i rampelyset, og det gjorde ham til noget af en enspænder. Det fortæller Kaspar Rostrup, der var instruktør på blandt andet filmen ’Dansen med Regitze’ og DR-dramaserien ’Bryggeren’, som Frits Helmuth spillede hovedrollerne i.

Helmuth-familien


Et ensomt menneske

- Det er skuespillerens lod, at man lever i en verden, der ikke eksisterer. Når lamperne bliver slukket, er det hele forbi. Det giver en stor ensomhed, og Frits var et ensomt menneske, siger Kaspar Rostrup.

Frits Helmuth vidste allerede i gymnasiet, at han skulle være skuespiller. Selv om moderen frygtede, at han ville udvikle sig på samme måde som Osvald, tøvede Frits ikke med at gå skuespilvejen.

- Jeg ved, jeg er en ener. For jeg har brugt min sjæl. Jeg er den, jeg er, siger Frits Helmuth i portrætfilmen.

- Filmen bygger på et helt enestående materiale, som fotografen Henrik Helsgaun fik filmet i sidste øjeblik, mens Frits spillede sin allersidste rolle på teatret – rollen som sin egen far i forestillingen ’Rundt om Osvald’, siger Per Wennick, og fortæller, at filmen rækker videre end blot historien om Helmuth-familien.

Drømmen om mediernes søgelys

- Filmen fortæller om livet i projektørlyset, som bliver så altopslugende, at tilværelsen udenfor mister sin betydning og forsvinder. Mange unge drømmer om et liv i mediernes søgelys og vil ofre alt for at blive berømte. Kun de færreste tænker på, at det ikke altid er lykken at være berømt, og mange ender med at spørge sig selv: ’Var det virkelig dét værd?’, siger Per Wennick.

I ’Frits – ølhundens søn’ medvirker også sønnen Mikael Helmuth, der er uddannet skuespiller og teaterchef på Team Teatret i Herning. Han fortæller ligeledes om sin opvækst og sit liv med faderen.

'Fritz - Ølhundens søn' vises på DR1 mandag aften kl. 20:30