Det var efter alt at dømme et besøg hos kiropraktoren, der endte med at tage livet af den amerikanske stjerne på de sociale medier Katie May.

»Dronningen af Snapchat.«

Det blev modellen Katie May kaldt, før hun alt for tidligt mistede livet tilbage i februar - få dage efter at være blevet ramt af et slagtilfælde. Hun blev blot 34 år.

Nu fortæller en talsmand fra Los Angeles County Coronor, at kvinden, der blev fulgt af tæt på to millioner mennesker på Instagram og havde nået at posere for blandt andet 'Playboy' og 'Sports Illustrated', døde af en skade, som hun fik under 'nakkemanipulation af en kiropraktor'.

Det skriver det amerikanske magasin People.

'Jeg har personligt ikke set det før'

Til magasinet forklarer chefretsmedicineren Ed Winter, at kiropraktoren 'forskød' Katie Mays nakke, så der blev revet hul på hendes venstre vertebrale arterie - en stor arterie i halsen, som passerer gennem halshvirvlerne.

Revnen blokerede blodtilførslen til hendes hjerne. Og det forårsagede slagtilfældet.

Hendes dødsårsag er derfor beskrevet som en 'hjerneinfarkt' (vævsdød i hjernen, red.) og en ulykke, fortæller chefretsmedicineren.

»Hun havde noget blodsamling og tog på hospitalet, hvor de forsøgte sig med forskellige procedurer, men hun gik bort,« siger Ed Winter.

Han forklarer dog, at det er den første af denne type sager, han har set.

»Jeg har personligt ikke set dette før,« siger han til People.

Var kommet til skade med nakken

Mindre end en uge før, Katie May døde, skrev hun på sin Twitterprofil, at hun var kommet til skade med sin nakke under et photoshoot.

»Klemte en nerve i min nakke på et photoshoot og fik den justeret denne morgen. Det gør virkelig ondt. Har I nogle forslag til, hvad jeg kan gøre?« skrev hun den 29. januar.

To dage senere skrev hun, at det stadig gjorde ondt, og at hun planlagde at tage tilbage til kiropraktoren for at få ham til at se på skaden igen.

Torsdag den 4. februar døde hun på hospitalet.

Katie Mays død kom som et chok for hendes familie. Hun efterlod sig en syvårig datter, Mia, som der blev oprettet en indsamling til.

'Alle, der var så heldige at kende Katie May, var i sandhed velsignede af hendes utrolige hjerte, hjerne og sjæl,' stod der på indsamlingssiden, som fortsatte:

'Hun var en inspiration og et ledende lys for så mange mennesker i denne verden'.

Katie May blev 34 år.