En lille million bøger. Så meget har den danske krimidronning Sara Blædel solgt i serien om sin politikvinde Louise Rick.
Men at serien overhovedet blev skudt i gang tilbage i 2003, kan den populære forfatter takke Københavns Politis drabschef Ove Dahl for.
- Jeg vandt en skiferie - selvfølgelig udenfor højsæsonen - og tog afsted med en veninde, hendes kæreste og min søn Adam. Der var helt stille og iskoldt. Var ikke andet end ro.
- Og der gik jeg rundt og tænkte, ’hvad nu hvis en journalist har fået fat i en historie, der er så farlig, at han bliver slået ihjel?’. Jeg kunne se for mig, hvordan han var blevet stukket i nakken og lå i en baggård i København og jeg kunne se Louise Rick på sagen, fortæller Sara Blædel.
- Det var så ikke helt gennemtænkt, men da jeg kom hjem, sendte jeg et brev til min helt Ove Dahl, skrev at jeg arbejdede på en krimi, hvis hovedperson var ansat i hans afdeling og jeg var interesseret i at kende alle rutinerne.
- Men det var jo kun noget, jeg legede med i hovedet. Så da han ringede næste dag og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme til kaffe, kunne jeg jo ikke bagefter sige, at dén der krimi ved jeg ikke lige om bliver til noget. Så jeg har meget at takke ham for, griner hun og slår begejstret ud med armene.
Siden er det blevet til fem storsælgende krimier. Og netop nu er Sara Blædel gået i skrivehi for at sende Louise Rick ud i endnu et blodryppende eventyr.
Læs på søndag det store interview i B.T.2 med Sara Blædel om hendes kamp med ordblindhed og sygdom, som blev vejen ind i den bloddryppende verden.
- Jeg tager ikke noget som en selvfølge. Heller ikke det her. Jeg er taknemmelig over det og mine læsere, siger Sara Blædel om sin sygdomsplagede fortid og efterfølgende succes.






















