- At behandle dyr på den måde er umuligt at retfærdiggøre! Sådan skrev kendis-stjernen Gitte Nielsen forleden i en harmdirrende klage til forsvarsminister Nicolai Wammen som respons på de billeder, der tidligere i år blev offentliggjort og viste, hvordan levende grise på Jægerspris Kaserne i Nordsjælland først bruges som skydeskiver af militæret, hvorefter kirurger overtager dem og bruger dem til at øve sig i operationer.

Men Gitte Nielsens reaktion har nu fået den pensionerede videnjournalist fra DR2, Ulla Rønnow, op i det røde felt.

- Du kan jo spørge Gitte Nielsen om, hvad der er vigtigst: Grise, der lever et luksusliv i forhold til produktionsgrisene, eller eleverne på Lundby skole. Det vil jeg rigtig gerne se et svar på, skriver Ulla Rønnow til bt.dk.

Forsøgsgrise, som dem på billederne fra Jægerpris, er nemlig grunden til, at syv unge fra den frygtelige kæntringsulykke på Præstø Fjord i dag er i live.

- For det er takket være den maskine, som vi afprøvede i vores 'Viden om' program, at de unge blev reddet. Havde den maskine ikke virket, var de syv unge døde i dag, siger Ulla Rønnow til bt.dk.

Det var nemlig forsøgsgrise, der lagde krop til en række forsøg af forskere fra Aalborg Sygehus, som ønskede at teste kroppens reaktion, når den var stærkt nedkølet. Og forskerne fløj rundt med nedkølede grise koblet til en transportabel hjerte-lunge-maskine i forsvarets redningshelikoptere – præcis som de unge fra ulykken – for at simulere en redningsaktion for på den måde at være bedst rustet til situationer som den i Præstø Fjord.

Den transportable hjerte-lunge-maskine blev udviklet af Benedict Kjærgaard, forsvarets læge, med henblik på at redde sårede soldater i  krigsområder som Afghanistan og Irak, som skulle flyves til nærmeste felthospital. Og udviklingen af maskinen var kun mulig, fordi han og de øvrige forskere kunne eksperimentere på grise.

Så kort efter at den tragiske ulykke på Præstø Fjord skete, blev Benedict Kjærgård og en kollega sendt med helikopter mod Sydsjælland, da man havde fisket de nedkølede børn op af vandet. Og han tvivler ikke på, at de unge, der havde hjertestop, ville være døde i dag, hvis det ikke var for forsøgene med grisene.

- Jeg er ret overbevist om, at hvis ulykken var sket for ti år siden, så var de alle døde. Qua forsøgene med grisene har vi fundet ud af, at det er muligt at redde personer, der er stærkt nedkølede og har haft hjertestop, som Benedict Kjærgaard sagde til BT i 2011.

Men det er ikke spørgsmålet om, hvis liv der er vigtigt, der får Ulla Rønnow til at skyde igen overfor Gitte Nielsen.

For når det kommer til dyrevelfærd, lever forsøgsgrisene et væsentligt bedre end, end de produktionsgrise, der ender op som slagtilbud i køledisken, som koteletter til middagsbordet.

- Vi var i programmet ude og besøge grisene. De havde det fantastisk godt og led på ingen måde nogen overlast, siger Ulla Rønnow til bt.dk og fortsætter:

- Og i forbindelse med eksperimenterne med hjerte-lunge-maskinen blev de bedøvede og var kun omgivet af ekspertise. Så i betragtning af hvordan vi ellers behandler svin i det her samfund, så er forsøgsgrisene luksusgrise, siger Ulla Rønnow.

Det har ikke været muligt at indhente en kommentar til artiklen fra Gitte Nielsen.