'Downton Abbey'-stjernen Jessica Brown Findlay fortæller nu, at hun har kæmpet med en spiseforstyrrelse i mere end 13 år. Hun bebrejder blandt andet samfundets opfattelse af skønhed og det pres, mange unge mennesker føler for at passe ind i ’et bestemt skønhedsideal’.

Den 27-årige skuespiller, som spiller Lady Sybil i tv-dramaet ’Downton Abbey’, fortæller åbent om hendes kamp for sit psykiske helbred. I øjeblikket er skuespilleren i gang med en indspilning af Shakespeares klassiker ’Hamlet’, og det har sat nogle tanker i gang hos hende, skriver Daily Telegraph.

»Jeg er i gang med at optage Hamlet, og den udforsker en masse om mentalt helbred og… jeg har haft en spiseforstyrrelse siden jeg var 14,« fortæller hun til Daily Telegraph.

»Vi kan fodre visse idéer om, hvad skønhed og succes er. Men der må komme et tidspunkt, hvor vi ikke skal følge de regler længere. Så kan vi måske have en mere moden samtale om, hvad det handler om og om depression.«

Downton Abbey-skuespilleren fortæller, hun følte sig meget ensom i sin kamp mod spiseforstyrrelsen.
Downton Abbey-skuespilleren fortæller, hun følte sig meget ensom i sin kamp mod spiseforstyrrelsen. Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Hun indrømmer, at kampen mod spiseforstyrrelsen har været ensom.

»Jeg følte mig alene så længe, og jeg gemte mig. Men så begyndte jeg at fortælle om det og holdt mit hoved højt i stedet for at undskylde. Jeg fortæller mig selv, jeg betyder noget,« siger Jesscia Brown Findlay.

Skuespilleren afslører, at nøglen til at kæmpe mod spiseforstyrrelsen, og få det bedre, er at acceptere sig selv.

»Det handler om at lære at rejse sig op og sige ’det her er mig, og det er okay. Jeg bliver ikke en bedre skuespiller, hvis jeg er en kjolestørrelse mindre. Det har ikke noget at gøre med min hjerne.’«

Jesscia Brown Findlay fortæller, hun har været i terapi for at bekæmpe spiseforstyrrelsen. Det hjalp hende, så hun kunne føle sig tryg, dygtig og sund.

»Hvis du er så heldig, at folk hører efter, når du taler, så kan det måske være gavnligt for andre. Jo oftere vi har modige diskussioner som den her, jo nemmere bliver det at tale om ting, og jo mindre alene føler vi os. Det har i hvert fald fået mig til at føle mig mindre alene, « slutter hun.