Divaen erkender: Jeg er umulig

Balladedronningen er tilbage. I april sprang bomben om, at Whitney Houston ville vende hashtåger og kokainstreger ryggen.

For første gang i seks år ville hun gå i pladestudiet. Tirsdag aften beviste 45-årige Houston så, at hun mente det alvorligt.

B.T. var med da de foreløbig ni sange til albummet ’I Look To You’ blev afspillet på Mandarin Oriental Hotel i London. Kort efter gik Houston selv på scenen, for at forklare, hvorfor dælen der skulle gå så lang tid, førend hun fik skruet en ny plade sammen.

- Jeg har spurgt min producer igennem hele min karriere, Clive Davis, om jeg virkelig er den mest umulige kunstner, han har arbejdet sammen med. ’YES,’ svarede han. Men faktisk opfatter jeg det som en ære, at være umulig, sagde Whitney Houston og erkendte, at hun laver tingene i sit helt eget tempo.

- Men folk blev ved med at spørge: ’Hvornår, hvornår, hvornår? Hvornår kommer du med noget nyt?’ Well, det har taget sin tid, men vi gjorde det, strålede hun.

Dermed undlod Whitney Houston også behændigt at kommentere de private problemer, som i de senere år ikke blot har truet med at slå en fuldstændig fantastisk musikkarriere ihjel – den har også nær kostet Whitney Houston selv livet. Stofmisbrug og et hårdtslående ægteskab med Bobby Brown så længe ud til at smadre kvinden med den store stemme. Men i 2007 blev parret formelt skilt, og tirsdag aften var det en tilsyneladende fit superdiva, som stolt kunne præsentere sit nye værk.

Whitney Houstons syvende studiealbum, ’I Look To You’, er i handelen fra 1. september.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her