Den sommerdag i 1976, da Thomas Vinterberg første gang trådte ind ad havelågen til kollektivet Nordkrog i Hellerup, hvor hans far og mor havde besluttet, at familien nu skulle bo, troede han, det var løgn.
»Det første, jeg så, var en lille dreng, måske bare to år gammel, der løb rundt ude i haven med en ølflaske i hånden. Og inde i huset var der megarodet. Jeg tænkte: Det her kan de ikke mene,« siger han.
Han var syv år gammel og en stille, lidt indesluttet dreng.
»Jeg havde brug for orden, genkendelighed i hverdagen, at der ikke var beskidt og svinsk, at der var mad i køleskabet, og at der ikke kom nogen brasende ind, når jeg var på lokum. Det dér var slet ikke mig!«
Det er snart 40 år siden, og 14. januar er der premiere på Thomas Vinterbergs nye film, »Kollektivet«. En film, som han selv kalder »en kærlighedserklæring til en tid, der ikke er længere«.
De i alt 12 år i kollektivet har præget hans liv på både godt og ondt – mest godt, synes han selv. Og selv om filmen ikke er en 1:1-fremstilling af Thomas Vinterbergs egen historie, har det været vigtigt for ham at tegne et billede, ikke kun af de konflikter og problemer, fællesskabet mellem så mange mennesker uundgåeligt medførte, men først og fremmest af den følelse af varme, fællesskab og kærlighed, der i dag står for ham som det vigtigste, og som stadig kan give ham et længslens sug i maven.
Dengang i midten af 1970erne var kollektivbevægelsen i Danmark på sit højdepunkt med op mod 15.000 kollektiver spredt over hele landet og med sammenlagt flere end 100.000 beboere. Bare 10 år senere var antallet mere end halveret, og i dag er der kun et fåtal af de »rigtige« gamle kollektiver tilbage.
»Alene på vores vej var der dengang seks-syv kollektiver, i dag er der ingen,« siger Thomas Vinterberg. »Når jeg ser tilbage på mit liv, er årene i kollektivet og fællesskabet med de mennesker, der boede der, det stærkeste. Jeg kan blive uendeligt trist ved tanken om, at det aldrig skal komme igen. Det var stort for mig som barn at opleve, hvordan mennesker kunne løfte i flok. Det gør de ikke mere.«
Frihed og fællesskab
Vi har sat to generationer Vinterberg, Thomas, der i dag er 46 år, og hans far, journalisten og filmkritikeren Søren Vinterberg, 71, stævne i Thomas Vinterbergs hyggeligt rodede arbejdsværelse i hjemmet i Charlottenlund – til en samtale om, hvad det var, der gjorde årene i kollektivet til noget helt særligt, og hvad de har betydet for deres forhold som far og søn.
Søren Vinterberg og hans kone havde været gift i 10 år og havde to børn, Thomas og hans storesøster, da de i 1976 besluttede at skifte tilværelsen som kernefamilie i en lille lejlighed ud med kollektivet i Hellerup.
»Vi havde et fint kernefamilieliv, men med de velkendte begrænsninger – kun to voksne til at udfylde alle praktiske og emotionelle funktioner,« siger han.
»I kollektivet fik vi en mere praktisk arbejdsdeling, samtidig med at boformen var et eksperiment, simpelthen noget nyt. Og sammen med mennesker, vi var glade for. Vi var jo vokset op i de bornerte 1950ere, hvor der var meget strenge konventioner omkring familielivet, og hvor det mest af alt handlede om at bevare en pæn facade. Vores reaktion var at ville »gøre det private politisk«, som vi sagde. Vi ville forandre verden og skabe en ny måde at leve sammen på.«
Mens forældrene med stor entusiasme kastede sig ud i det nye liv, oplevede Thomas i begyndelsen kollektivet som en voldsom kontrast til det trygge liv i kernefamilien.
»Jeg syntes, det var meget pinligt at invitere nogen med hjem fra skole,« mindes han.
»Men jeg opdagede ret hurtigt, at mine venner syntes, det var et fantastisk sted at være med masser af aktivitet, fællesskab og kreative voksne. De ville slet ikke hjem, mit værelse bugnede altid af venner.«
I kollektivet havde børnene en anden frihed end børn i traditionelle familier, og det gjorde, at de også ret hurtigt blev meget selvstændige. Thomas Vinterberg mindes en episode, da han endnu ikke var ret gammel, hvor han og en kammerat opsøgte skoleinspektøren og sagde, at nu ville de altså hellere gå på en anden skole.
»Bare sådan! Vi havde ikke sagt noget til vores forældre om det, men da skoleinspektøren ringede hjem til dem og fortalte det, så tog de os alvorligt, og næste dag begyndte jeg på en anden skole.«
I øjenhøjde
Den ligeværdighed karakteriserede gennem hele barndommen forholdet mellem far og søn – og gør det fortsat.
»Jeg er altid blevet mødt af min far i øjenhøjde, han har altid taget mig alvorligt og ligestillet mig i højere grad, end mine kernefamilievenners fædre gjorde – de var mere patriarker, der styrede. Mange af mine venner misunder mig stadig i dag det venskabelige forhold, jeg har til min far,« siger Thomas Vinterberg.
I perioder blev friheden og ligeværdigheden dog lovlig meget af det gode. For eksempel da han i gymnasiet havde svært ved at vælge, hvad han ville med sit liv, og kastede sig over alt muligt forskelligt uden mål og retning.
»Da kunne det have været rart med en far, der bare sagde, at nu gør du, som jeg siger. Men sådan var det ikke i kollektivet.«
Selv om livet i kollektivets store menageri gav en større afstand mellem børn og forældre, kan Thomas Vinterberg ikke nikke genkendende til beretningerne om børn i kollektiver, der gik for lud og koldt vand.
»Der var da enkelte tilfælde, hvor børn blev overladt til sig selv, men jeg mener ikke, man kan laste kollektivet som boform for, at nogle forældre ikke magter deres børn,« siger han. »Den slags børn og forældre fandtes både i kernefamilier og kollektiver, og i kollektivet havde børnene trods alt et andet sted og nogle andre andre mennesker at vende sig i mod, når mor og far ikke var der for dem.«
Som far kan Søren Vinterberg til gengæld godt se, at de voksnes øgede frihed i kollektivet og mulighed for at forfølge egne interesser kan have haft konsekvenser for børnene.
»Man kan godt sige, at fordi vi var så mange voksne, gav kollektivet os hver især mulighed for at unddrage os forældreansvaret en smule. Vi fik bedre mulighed, både for at passe vores arbejde og være mere udadvendte og sociale, end vi havde haft i en traditionel kernefamilie. Vi følte det som en frihed, men børnene kan godt have oplevet et savn. Men forsømte var de ikke,« siger han.
I dag oplever han, ligesom Thomas, far-søn-forholdet som mere ligeværdigt end i andre familier.
»Det, at vi har så mange fælles erfaringer, men oplevet fra hvert sit perspektiv, gør nok, at selv om jeg jo først og fremmest opfatter Thomas og hans søskende som mine børn, er de også »medkollektivister«.«
Skilsmissen
I Thomas Vinterbergs film er det akademikerparret Erik og Anna, der sammen med teenagedatteren Freja etablerer et kollektiv i den store, gamle patriciervilla, som Erik netop har arvet efter sin far.
Egentlig er det Anna, der især har behov for at udleve drømmen om et anderledes liv med større frihed og fællesskab, men drømmen krakelerer, da Erik forelsker sig i en ung studerende og lader hende flytte ind i kollektivet.
I familien Vinterberg levede Søren Vinterberg og hans kone i mange år i et åbent forhold, hvor de gav hinanden lov til at have forskellige partnere ved siden af ægteskabet.
Det fungerede ifølge Søren Vinterberg fint i lang tid, men endte alligevel med et brud, da hans kone forelskede sig alvorligt i en anden. Senere indledte han også selv et nyt fast forhold, som førte til, at han fik nye børn og flyttede. Men han mener ikke, at det var på grund af livet i kollektivet – og heller ikke på grund af det åbne ægteskab – at forholdet ikke holdt.
»Jeg tror, vi var blevet skilt under alle omstændigheder – faktisk mener jeg, at vores ægteskab holdt længere, end det ellers ville have gjort, netop fordi vi boede i kollektivet,« siger han.
Thomas Vinterberg vidste intet om forældrenes åbne ægteskab og skiftende seksualpartnere, mens det stod på.
»Det er noget, jeg først er blevet klar over for ganske få år siden. De var meget diskrete,« siger han. »Selvfølgelig er en skilsmisse aldrig rar, men i virkeligheden tror jeg, det gik lettere for os, fordi vi boede i kollektiv, hvor der var mange andre voksne omkring os.«
Efter skilsmissen blev begge forældre boende i kollektivet i flere år. Da de endelig besluttede sig for at flytte, valgte Thomas Vinterberg at blive boende, og først da han som 19-årig, efter 12 år i kollektivet, mødte sin første kone, flyttede han fra Nordkrog.
Flere bor alene
I dag lever både Thomas Vinterberg og hans far i helt traditionelle kernefamilier.
»For mit vedkommende skyldes det først og fremmest, at jeg i mit arbejde over lange stræk nærmest lever i et kollektiv, hvor jeg skal forholde mig til mange mennesker hver dag. Så når jeg endelig kommer hjem til familien, har jeg brug for bare at være os,« siger Thomas Vinterberg.
Alligevel undrer han sig over, at ikke flere vælger kollektivet som boform.
»Der har aldrig boet så mange mennesker alene i Danmark, som der gør nu, og ifølge medierne er der en meget stor ensomhed i befolkningen. Det, synes jeg, er sørgeligt, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor alle de singler ikke bare flytter sammen? Jeg tror, at mange kunne have stor glæde af at bo i kollektiv.«
Når han tænker på tiden i kollektivet, er det, der især står tilbage, mindet om et varmt fællesskab omkring bordet i køkkenet, hvor ’begavede og engagerede mennesker sad til sent om natten og udvekslede tanker.’
»Det var fuldstændig magisk og noget, jeg har savnet lige siden,« siger han og tilføjer:
»Selvfølgelig skyldes savnet også, at det var en meget speciel tid. Jeg var ung, og det var en tid med en masse kærlighed og håb om at lave en ny samfundsorden. Dengang i 1970erne var det at flytte i kollektiv en provokation, som fik folk at føle, at de levede og gjorde en forskel. Jeg tror ikke, nogen i dag vil føle, at de gør en forskel ved at flytte i kollektiv. Der er heller ikke den samme vilje til at yde noget for fællesskabet. Mange mennesker har erstattet fællesskabstanken med en tanke om at tage sig selv meget alvorligt.«
Så sort ser Søren Vinterberg ikke på det.
»Tanken om fællesskab lever sådan set endnu – bare på andre måder,« siger han.
»Mange unge flytter på kollegium, det er vel også en slags bofællesskab, og der kommer flere og flere organiserede bofællesskaber for både for yngre og ældre, hvor man bor hver for sig, men har fællesspisning og fælleslokaler. De findes på alle niveauer af luksus eller nødtørftighed og er vel et resultat af den tro på fællesskabet, som var langt større i 1970erne end i dag.«
Selv bor han igen i det store hus på Nordkrog i Hellerup. Da kollektivet definitivt gik i opløsning i 1999, og huset blev udstykket i to ejerlejligheder, købte han den ene, hvor han siden har boet sammen med sin tredje kone.
»Vi har været sammen i 25 år og har et vidunderligt liv sammen, og derfor savner jeg ikke et andet liv,« siger han.
»Men hvis jeg var alene, tror jeg bestemt, at jeg ville finde et oldekolle at bo i. Jeg er meget selskabeligt anlagt og henter energi ved at være i forbindelse med andre mennesker. Og jeg synes stadig, at kollektivet er en fantastisk boform.«
