Kendisfrisøren raser over boligsag, hvor han står til at betale 2,2 mio. retur

Dennis Knudsen har svært ved at se sine kunder i øjnene efter en sag om boligsvindel har ramt netaviserne. Men kendisfrisøren fastholder, at han ikke har svindlet i den sag, hvor han nu står til at betale en købssum på 2,2 millioner retur plus renter.

Sagen kredser om en ferielejlighed i det kendte feriekompleks Oasis Club i Tyrkiet, hvor navne som Remee, Kandis-Johnny, komikeren Uffe Holm og grevinde Alexandra og Martin Jørgensen har ferieadresser.

En lejlighed, som Dennis Knudsen solgte, men som han ikke havde skødet til. Og nu har køberen trukket den danske frisør i retten - og fået dens ord for, at Dennis Knudsen bør betale rub og stub retur - inklusiv renter.

- Jeg har rent mel i posen og et rent hjerte. Den her sag handler ikke en skid om et skøde, men om at manden fortryder, at han har købt lejligheden, fordi han føler sig uvelkommen og truet dernede. Men han gør mig til Sorteper og smadrer mit ry og mit brand, siger en oprevet Dennis Knudsen til bt.dk

- Man kan sgu sagtens sælge en bolig uden at være den, der står på skødet. Jeg har beviser for, at jeg ejer huset, og så kan jeg også sælge det videre. Og jeg vil ikke finde mig i at blive hængt ud for at være boligsvindler, fortsætter han.

Da køberen Henrik Møller fandt ud af, at Dennis Knudsen ikke havde skøde på boligen, blev vedkommende nervøs for, hvem han reelt købte af - og om der eventuelt var gæld i boligen og ophævede derfor handlen i oktober 2010.

Og i retten i Lyngby i sidste uge erkendte Dennis Knudsen, at selskabet lejligheden reelt var registreret hos selskabet Mansions Ins. Ltd, men han kaldte det 'uden betydning'.

- Problemet er, at jeg ejede tre boliger i Oasis Club, og i Tyrkiet må man kun stå på skødet til én ejendom. Så min bror skulle stå på skødet til den ene, og min mor på den anden, men inden det kom så langt, besluttede jeg mig at sælge, fordi jeg alligevel ikke havde brug for alle lejlighederne. Og så kommer han (køberen, red.) rendende efter 14 måneder og vil annullere handlen. Selv efter han har indrettet stedet, boet dernede, lejet det ud og gudhjælpemig også forsøgt at sælge stedet, siger Dennis Knudsen.

Retten har indtil videre ikke afsagt dom, men har givet en såkaldt tilkendegivelse, hvori den fastslår, at Dennis Knudsen skal frigøre det beløb af købesummen på 1,9 millioner, som står på en låst konto til ham - og som ville blive frigivet til ham, så snart køber havde sat sit navn på skødet - samt tilbagebetale depositum på 220.000 og mæglerhonorar. Plus renter. Fordi han aldrig oplyste køber om det egentlige ejerforhold.

‘Der foreligger således en væsentlig misligholdelse, og Henrik Møller findes med rette at have ophævet den indgåede købsaftale som sket ved brev af 15. oktober 2010’, hedder det i rettens tilkendegivelse, som bt.dk er kommet i besiddelse af.

Inden på tirsdag skal Dennis Knudsen afgøre, om han vil acceptere tilkendegivelsen, hvilket han højst sandsynlig afviser, og dommeren vil herefter afsige dom i sagen.

En anden kuriøs detalje er, at der angiveligt af skødet ikke ville fremgå de 2,2 millioner, som køber havde betalt, men et langt mindre beløb omkring 455.000 kroner, som således ville lette skattetrykket for Dennis Knudsen, da fortjenesten på lejligheden ville blive det mindre. Og dette skulle angiveligt også være årsagen til, at køber ikke turde skrive under.

- Det aner jeg intet om. Jeg har en ejendomsmægler, der står for den slags. Jeg gør bare, hvad han siger. Jeg gider ikke hænges ud som skattefusker også, lyder det fra Dennis Knudsen.

Frisørens advokat ønsker ikke at udtale sig om sagen, men afviser, at der skulle være tale om fup med købssummen på kontrakten. Mens Dennis Knudsen fremhæver, at han i øvrigt på samme vis har solgt den anden af sine tre ferieejendomme til et andet prominent par, grevinde Alexandra og Martin Jørgensen, vel at mærke uden problemer.

Bt.dk har været i kontakt med Henrik Møller, der ikke ønsker at udtale sig i sagen.

Sagen genoptages tirsdag 26. juni.