Depressionen har været en del af kendisfrisørens liv i mange år, men nu har 44-årige Dennis Knudsen fundet en helt særligt form for lykkepiller.

Ekstra Bladet har mødt ham på Club LaSanta på Lanzarote, hvor han for tiden forbereder sig til en Iron Man-udfordring. Og netop motionen er nøglen til et bedre liv for frisøren, der har kæmpet med angst og depression, siden han var 29.

- Jeg er afhængig af den daglige træning. Det er min form for lykkepiller i en hverdag med stort arbejdspres. Et kick, som holder dæmonerne på afstand. Men jeg savnede ligesom et mål for min træning. Derfor besluttede jeg mig for at deltage i Copenhagen Challenge, den første Ironman i København nogensinde, som afvikles i august, siger Dennis Knudsen til Ekstra Bladet.

Jo oftere han snører løbeskoene, jo lettere er det at holde dæmonerne på afstand.

- Jeg har heldigvis færre sorte dage, og jeg er ikke så bange for dem mere, for jeg siger til mig selv: ’Nå, det er sådan en dag’. Jeg går ikke i panik mere, når jeg uden grund bliver ked af det, men forsøger at få det bedste ud af det. Det hjælper også, jeg har et godt netværk af familie og venner, som jeg kan kontakte, hvis jeg trænger til at bearbejde det, konstaterer han.

Dennis Knudsen er én blandt 1.500 triatleter, der 15. august hopper i vandet ved Amager Strandpark til 3,8 km svømning, 180 km på cykel og 42,2 km løb. På én og samme dag. Han ved dog, at han kan stå distancen. Tilbage i 2008 gennemførte han sit første af slagsen på netop Lanzarote - på ti timer og 43 minutter.