Det var en Dennis Knudsen med paraderne helt nede, der tirsdag eftermiddag chattede med BTs læsere.

Spørgsmålene var både mange og intime, men kendisstylisten Dennis Knudsen var ikke bange for at svare ærligt på ét eneste af dem.

- Hvis jeg ikke fortæller den sande og hele historie om mit liv, kunne jeg lige så godt lade helt være. Ved at fortælle sandheden og røre ved emner, som er tabubelagte, kan jeg måske gøre en forskel i andres liv, svarede Dennis Knudsen brugeren Niels.

Mange læsere spurgte ind til Dennis Knudsens holdning til købesex, efter han i tirsdagens udgave af BT åbenhjertigt fortæller, hvordan han både alene og i selskab med kammerater har betalt for sex med mænd og kvinder. Hans holdning til lovgivningen i Sverige, hvor det er strafbart at være sexkunde, er derfor også klar.

- Jeg synes, det er sørgeligt, at det skal være kriminelt at gøre noget ulovligt, når det er voksne mennesker, der selv vælger, hvordan de ønsker at leve deres liv, og hvordan de tjener penge. Prostitution og escort har altid fundet sted. Men der er mange grader af det, og jeg accepterer og loyaliserer kun med dem, hvor det er et bevidst valg, svarede kendisfrisøren blandt andet.

I løbet af chatten løftede Dennis Knudsen lidt af sløret for sine planer om at blive far.

- Mit barneprojekt er en lang historie, som betyder meget for mig. Jeg har prøvet med en 31-årig kvinde i et helt år nu og tror på, det nok skal lykkedes, svarede han kryptisk uden dog at ville fortælle, hvem kvinden er, og hvordan de konkret skal blive forældre.