Kendis-frisøren Dennis Knudsen er havnet i en online-krig med kvinden, der skulle have født hans barn.

For år tilbage var alt fryd og gammen mellem den nu 53-årige Dennis Knudsen og den tidligere deltager i 'Paradise Hotel', Karina Christiansen. De to havde en aftale om, at hun skulle føde deres fælles barn, og de skulle dele forældremyndigheden.

Det blev ikke til noget, og de søde drømme er nu afløst af en meget bitter stemning mellem de to. Den kulminerede for tre dage siden, da Dennis Knudsen og Karina Christiansen røg i infight i kommentarfeltet på førstnævntes Instagram-profil.

Inden vi når dertil, spoler vi dog lige tiden tilbage til 2014:

Efter at have gået til insemination sammen i omkring halvlandet år fortalte den homoseksuelle Dennis Knudsen til BT i 2014, at Karina Christiansen i foråret ringede til ham og fortalte, at det var lykkedes hende at blive gravid.

Der var bare et problem, for det skulle vise sig, at faderen umuligt kunne være kendis-frisøren, fortalte Karina Christiansen til BT. Faktisk var faderen hverken Dennis Knudsen eller den kæreste, Karina Christiansen havde, mens inseminationen foregik.

Derefter røg  forholdet mellem Dennis Knudsen og den tidligere Paradise-deltager helt ned under frysepunktet.

»Hvis det er sådan, at hun har bollet med andre, så burde hun i det mindste have beskyttet sig,« sagde en meget frustreret Dennis Knudsen til BT i 2014.

Tænk, hvis jeg var i dit liv nu

Spoler vi igen tiden frem til sommeren 2016, er der ingen tegn på, at forholdet mellem de to er blevet bedre. I hvert fald hvis man tager et kig på Dennis Knudsens Instagram-profil.

For tre dage siden lagde Dennis Knudsen et billede af sig selv og Rasmus Seebach på det sociale medie, hvor han lykønsker popsangeren med, at han skal være far. De lykkelige omstændigheder fortåger sig dog en smule, når man kigger på kommentarfeltet, der har forvandlet sig til en kamparena for Knudsen og hans tidligere veninde:

»Har du en spand, really need one...! Lige præcis alt det du siger der... Jeg er enig, sådan burde det være, men sådan har denne mand bare ikke opført sig. Han er gået laaaaaangt over grænsen. Du føler med Dennis her, som så i dine øjne, slet ikke er et ordentligt menneske... Så spar mig for din prædiken og din dobbeltmoral, hvem har udstillet mig i samtlige blade, på nettet og sidst i til middag hos for 14 dage siden på TV3. Og siger ting som slet ikke er passende og den absolut største løgn, og hvad der er værst er, at min søn på ni også ser tv....! Så spar mig for dit/jeres lort.... Prøv og have siddet i mine sko... Og lad os se om i så stadig kunne holde såå pæn en tone. Såå seriøst fuck af med jeres bedrevidende kommentarer. I sidder og ber for en mand i ikke kender, hold kæft mand..... Folk er fandme naive nogle gange,« skriver en rasende Karina Christiansen.

Dennis Knudsen bed hurtigt fra sig:

»Karina, jeg ønsker ikke en offentlig dialog med dig, du er for længst ude af mit liv, jeg brugte 2 år 200.000, på at vi kunne blive forældre, men du gik ud og bollede med fyre, mens du var i fertilitetsbehandling med mig og blev gravid, heldigvis var jeg ikke far, for tænk at skulle have været i dit liv nu,« skriver Dennis Knudsen.

I sidste måned tonede Dennis Knudsen frem på skærmen i TV3-programmet 'Til Middag Hos', hvor han forklarede, at han har forsøgt at få børn med seks forskellige danske kvinder. Planen er nu at finde en udenlandsk rugemor.

»Jeg har ligesom erkendt, at jeg ikke tør satse mere på rouletten. Nu vil jeg hellere gå ud og købe mig en rugemor. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg tror stadig på det. Der er andre voksne end mig, der har fået børn i verden, så jeg håber på, det lykkes,« sagde Dennis Knudsen, der har ønsket sig et barn i 20 år.

Kendis-frisøren offentliggjorde for nylig, at han har lukket sin salon i København for at kaste sig over nye projekter.