10. januar gik den engelske musiker David Bowie bort efter et 18 måneder langt sygdomsforløb. Han blev gift med modellen Iman Abdulmajid i 1992 i Schweiz. Her er historien om, hvordan de først mødtes fortalt af en ven af familien.

David Bowie har tidligere fortalt, at det var kærlighed ved første blik, da han fik øje på sin kommende kone - den tidligere model Iman Abdulmajid. Han mødte hende til et middagselskab i 1990. Teddy Antolin, som skulle være en nær ven af Bowie, hævder, at han var personen, der fik Bowie og Iman til at mødes. Det skriver the Mirror.

Det hele startede til en fest, hvor frisøren Teddy Antolin faldt i snak med Iman. Her gik det angiveligt op for ham, at hun var det perfekte match for vennen David Bowie. Han overtalte den engelske musiker at flyve fra New York (hvor Bowie boede) til Los Angeles for at deltage i Antolins fødselsdagsfest.

»Han ankom i en mustang sportsvogn iført hvide jeans og en hvid jakke. Iman dukkede op i en sort Mercedes kun iført sort læder, og jeg tænkte, at det ikke kunne være mere perfekt,« siger Teddy Antolin til det britiske medie og fortsætter:

»Så snart hun trådte ind ad døren, så fik hun alles opmærksomhed. Hende og David kiggede på hinanden, og det var kærlighed ved første blik. Man kunne mærke, at der skete noget mellem dem. De talte med hinanden hele natten, som om de havde kendt hinanden hele livet.«

Ifølge frisøren og vennen så lignede det, at de to var meget forelskede. Han forklarer, at de havde sådan et blik i øjnene, hvor det lignede, at de bare skulle have hinanden. Derefter skulle der kun gå omkring to år, før parret blev gift i 1992 i Lausanne i Schweiz. Otte år senere fik de datteren Alexandria "Lexi" Zahra Jones, der nu er 15 år gammel.

David Bowie gik bort 10. januar, få dage efter han udgav sit seneste, anmelderroste album 'Blackstar'. Ifølge den officielle meddelelse så gik Bowie bort efter en lang og modig kamp mod kræften.