Linse Kessler er blevet et fænomen. Hadet og tilbedt som få. Berlingske luftede hunden med den tidligere kriminelle, prisvindende reality- dronning for at høre hendes forklaring på, hvorfor hun er en rollemodel for tusindvis af danskere.
Tager hun en smøg på sin altan oven på pizzeriaet på hjørnet af Gunløgsgade og Leifsgade, står der på et splitsekund en gruppe mennesker og tager billeder af hende. Når hun går på gaden med sine hunde, hiver børn fat i hendes ben, fordi de kender hende fra tv. Folk vælter ud af biler og butikker for at omfavne hende og fortælle, at de elsker hende, og hvor meget hun har betydet for, at de kom helskindet gennem skilsmissen eller sorgen eller mindreværdet.
Hun har permanent slukket sin dørtelefon, fordi fremmede ringer på og vil have, at hun kommer ned, så de kan tage en selfie med hende.
Linse Kessler er blevet folkeeje og elsket på et niveau, man skal til Amalienborg for at finde mage til. Alt det fortæller hun, og interviewet er ikke engang begyndt endnu.
For jeg støder på »dronningen af reality« i den mørke port ind til vores fælles ejendom aftenen før vores aftale. Jeg er inviteret til Koncerthuset til gallapremiere på en dokumentarfilm om maleren Per Kirkeby. Jeg skal med andre ord være sammen med mit eget segment. Os, der mener, at Linse Kessler er en mistænkelig rollemodel for børn og svagelige sjæle. Et i bedste fald fordummende tv-fænomen med for meget i brysterne (2.000 ml i hvert bryst) og for lidt i hovedet. En trussel fra en verden, vi ikke kender.
Men så står Linse Kessler i aftenmørket og undres over, at vi bor i samme ejendom, spørger interesseret om, hvad jeg synes om at bo på Bryggen. Hun kunne aldrig selv finde på at flytte derfra. Jeg fortæller, at det blot er endnu en af mange adresser i mit liv, og at Bryggen er et behageligt miks af mennesker, typer og stemninger. Hun fortæller, at hun lige er nede for at købe pizza og altså også, at den slags ofte er forbundet med tumultagtige scener. Bare ikke denne aften, selv om pizzeriaet, med hendes godkendelse, gør, hvad de kan for at bruge hende som reklame. På væggen hænger et foto af Linse Kessler plus hunde, hvor hun på det varmeste anbefaler stedets pizzaer.
Der skal ikke en caster fra en tv-station til at se og mærke, at hendes spidskompetence er at være sig selv, imødekommende og charmerende.
Præcis det, hun efter sigende tjener mellem 100.000 og 150.000 kroner om måneden på, når TV3s ’Familien fra Bryggen’ optages. Realityprogrammet om stort og især småt fra familien på Bryggen kører for tiden på ottende sæson, med niende i støbeskeen. I gennemsnit ser 170.000 programmet, der har gjort Linse Kessler, moderen Mopper, datteren Geggo og dennes kæreste Cengizen, vennen Lebbe-Lone og en lille håndfuld venner kendt og for alvor sat den tidligere tilsodede arbejderbydel Islands Brygge på landkortet. Hendes selvbiografi ’Linse – jeg gør, hvad jeg vil’ og hendes gode råd om livet med omegn i ’Så slap dog af – Linses guide til et godt liv’, begge skrevet i samarbejde med journalist Michael Holbek, har ligget på bestsellerlisterne og ikke gjort hendes stjerne i folkedybet mindre.
Linses cv er ikke for tøsedrenge
Vi mødes samme sted formiddagen efter. På vej ud ad sin hoveddør siger hun farvel til sin mor. De tænder simultant hver sin cigaret og går hver til sit. Mopper går hjem til sig selv, et par gader derfra. Linse Kessler med golden retrieveren Jytte i snor slentrer videre med Berlingske.
Hun når nærmest ikke at høre spørgsmålet om, hvad hun selv mener, hun er god til, før hun svarer.
»Jeg er god til at stå på skøjter, snakke med folk og passe på folk. Jeg har brede skuldre. Jeg er meget stærk. Og i hverdagen får jeg lige en sludder med Lebbe-Lone og gør hende glad, hvis hun har en lortedag. Hun er skizofren. Fuld skrald. Jeg kommer gerne for sent til et møde eller en optagelse for at tage ti minutter med hende. Det er jeg god til.«
Vi andre mener jo, at man skal have en uddannelse?
»Ja, og så er man lidt mindre værd, når man ikke har en uddannelse. Men jeg har altid været rigtig god til at tjene rigtig mange penge på den ene eller anden måde.«
Linse Kesslers cv er ikke for tøsedrenge. Hun arbejdede som elleveårig i osteforretningen i Amagercenteret og gav sin mor penge, der som regel endte i bodega Haraldsborgs kasseapparat i stedet for til mad. Hun har været peep show-stripper i Portugal. Indehaver af sin egen stripklub i Nyhavn, Copenhagen Red Light. Hun har været grøntsagssælger på Grønttorvet på Israels Plads. Hun har haft Linses Lounge og en tatoveringsforretning. Efter sigende har hun drevet tre bordeller og været mistænkt for rufferi, dog uden at blive dømt. Hun har været statist i to ’Pusher’-film, medvirkende i realityprogrammer som Paradise Hotel, Gustav og Linse på udebane og i 2014 modtaget prisen for årets største TV-personlighed (Årets Big Character) ved Copenhagen tv Festival. Hun har siddet adskillige år i fængsel for at have stukket en kvinde ned, for trusler mod vidner, hashsmugling, ulovlig indtrængen og vold. I 1985 blev hun gift i arresthuset i Nakskov. I 1995 stak hun af fra Haderslev Arrest, fordi hun savnede sin femårige datter Geggo.
Og dette er kun overskrifterne til et liv, de færreste ville have overlevet.
God til at være sig selv
I dag har hun fundet sin plads i en af tidens mest eftertragtede brancher: Reality-tv og har planer om et hundeprogram.
»Jeg er godt fjernsyn. Jeg er smaddergod til at være mig, jo. Er det ikke banalt? Og alligevel fedt. Og folk tænker: Hvor er det nemt, men det er slet ikke nemt.«
Hvad er det svære ved at være dig selv?
»Jeg skal være på hele tiden og klar til at snakke med alle. Jeg får så mange kærlighedserklæringer. Folk skriver til mig hele tiden. Jeg synes, det forpligter. Jeg bruger halvanden time hver morgen på at svare dem.«
Du kan bare lade være?
»Det kan jeg ikke, for så får jeg dårlig samvittighed. Folk har jo lært mig at kende i fjernsynet. Og det er jo mig og ikke skuespil. Men nogle gange vil jeg bare gerne være i fred og så gå med hundene. Folk kan godt blive småfornærmede, hvis jeg siger, at jeg ikke lige har tid nu, men kommer tilbage, for Jytte skal lige skide. Det er så skægt, at kritikere sidder og siger: »Det er altså smadderirriterende, at Linse Kessler kan blive så kendt på at være ingenting. Men det er jo netop det, jeg ikke er. Der må jo være noget spændende...«
Det sidste siger hun med en næsten usynlig undren.
Vi stopper ved fodgængerovergangen Artillerivej/Svend Aukens Plads. En forvirret dame ser på Linse Kessler og siger: »Jeg kender dig ikke, men din mor er vidunderlig.«
Linse siger tak. Vi går over og slipper Jytte ud på græsset.
Hvad tror du selv, der er spændende ved dig?
»Jeg tror bare, det er fordi, jeg er mig. Der er mange, der leger, at de er som alle de andre, så de kan gemme sig lidt og ikke skal konfronteres i hverdagen. Mange vil ikke stikke ud. Jeg kan godt lide at stikke ud.«
Har du ikke en grænse for, hvad du vil give omverdenen af dig selv?
»Næ. I min nye bog har jeg fortalt lidt om mit sexliv, og at jeg for eksempel ikke bryder mig om analsex. Ikke fordi jeg ligefrem har nogen kærester for tiden, men hvis jeg havde, ville jeg nok holde ham hemmelig. For hans skyld. Ellers er jeg bedøvende ligeglad. Jeg elsker at snakke med folk og at svare på spørgsmål. Og også at spørge folk om noget. Det irriterer mig altid, når jeg taler med journalister. Jeg har sådan lyst til at spørge jer om en hel masse.«
Så gør det.
»Jeg er ikke bange, men det er jo mig, du laver et interview med.«
Du kan da bare bryde reglerne. Det gør du jo rask væk.
Hun har åbenbart tænkt over det siden i går og spørger om, hvorfor jeg er flyttet så mange gange i mit liv. Hun får historien om kvinderne, uddannelserne og tilfældighederne, men spørger ikke mere. Hun er vant til at være den, der er på. Hun fortæller om en politiker, der ringede til TV3 og klagede over, at hun var en trussel mod det danske samfund.
»Helt vildt. Og det er en af dem, der sidder og bestemmer over alle os andre.«
Kører uden sele
Hvorfor skulle du være en trussel?
»Fordi jeg er en rollemodel, og jeg kører uden sikkerhedssele, og jeg har været i fængsel. Men jeg kører uden sikkerhedssele, fordi jeg har en tilladelse til det. Jeg gjorde det nu også inden, jeg fik tilladelsen. Det er nemlig til gene for mine store bryster. Jeg har en lægeerklæring. Selen trykker på mine bryster.«
Hun fortæller med et stort smil om den dag, en politimand ringede på hendes dør. Hun fór sammen og tænkte, som mennesker med hendes brogede cv ofte gør: Åh, hvad har jeg nu gjort?
»Så sagde han: Linse, for helvede. Vi er så trætte af, at hver gang du har været i fjernsynet og kørt uden sele, så bliver vi bestormet af folk, der klager over, at du kører uden sele. Kan du ikke bare for min skyld tage den sele på? Vi orker ikke at høre på det. Det er stensikkert. Når klokken er kvart i ni torsdag aften, og programmet er slut, så begynder det. Det er fuldstændig sindssygt. Men jeg er old school. Jeg kører uden sele. Det gør Amager-rødder.«
Her ville et godt borgerligt argument være: Hvis alle brød regler, som du gør, ville det blive kaos.
»Så mange regler bryder jeg heller ikke. Det er tyve år siden, jeg stak folk ned. Jeg har det samme temperament, jeg er bare blevet bedre til ikke at gøre dumme ting. Jeg kører uden sele, og så lufter jeg mine hunde ved de blå flag på stranden, hvor man ikke må. Det er småting, og jeg er ikke den eneste.«
Du kunne godt være i fare for at ende i en kliché som hende, »der er vildt meget sig selv«.
»Det er op til folk, hvad de vil tænke. Men det er dejligt, når folk roser mig for, at jeg gør det. Jeg får tonsvis af breve og mail fra folk, der søger gode råd. Hvordan fanden lagde du ud med bare at sige din mening i en forsamling, hvor du ikke er enig med de andre?« Så siger jeg: Du skal bare gøre det én gang. Begynde i det små og så lidt mere og lidt mere og så gå hjem at kigge dig i spejlet og tænk: Det kan godt være, at halvdelen af mine kolleger blev sure, men jeg sagde, hvad jeg mente. Det er, ahh, SÅ dejligt.«
Hun tilbyder en superflyer, mens Jytte tisser.
Jeg nævner, at et interview med hende, en trestjernet realitystjerne med en blakket ry, er et særsyn i disse spalter og for mennesker med god smag og redaktører i Pilestræde en smule vovet og småforbudt. Og derfor interessant på den hemmelige måde.
»Ja, I er de fine. De gode. Cremen. Jeg blev helt beæret over det.«
Hun siger det uden ironi.
Hvorfor skulle du ikke have en plads i Berlingske?
»Ja, hvorfor skulle jeg ikke det? Der får vi fat i, når jeg ikke føler mig fin nok. Som da jeg modtog min første tv-pris i 2013. Jeg holdt en tale, der fik dem alle sammen til at græde, og folk kom op til mig og sagde: Du ER god nok Linse. Men jeg sagde bare, hvad jeg følte. Jeg var jo oppe imod TV2 og DR og sindssygt fede folk, der rigtig gerne ville vinde prisen. Og så står jeg der og får den, og så var det bare mig fra Bryggen. Hende den lange gadetøs ude fra Bryggen.«
Dronningen af reality
Da Linse Kessler fik prisen som årets Big Character på Copenhagen TV Festival i 2014, lød juryens begrundelse:
»Hvis ikke reality-genren eksisterede, ville man være nødt til at opfinde den for at kunne rumme hende. Hun ville nemlig aldrig gå i en fiktion. Dertil er dronningen af reality alt for utrolig. Såvel fysisk som mentalt er hun larger than life. Hun er rar. Og frygtindgydende. Hun er blid. Og voldsom. Hun er forstående. Og psykopatisk. Hun er skæg. Og snerrende alvorlig. Kort sagt er hun inkarnationen af det menneskelige med alle de modsætninger, dette indebærer.«
Jeg har en veninde, der kalder dig for en moderne Pippi Langstrømpe.
»Hun var sgu også en mærkelig én. Løftede sin hest og alt muligt.«
Hun ser ud som om, navnet Pippi skal have mere tid til at bundfældes end noget andet denne formiddag. Hendes hurtige og bramfri tone får en blødere nuance.
»Den er meget god. Hun gad heller ikke bo på børnehjem. Hun ville bare bo i huset og løftede rundt på sin hest. Gud, ja, den er god. Jo mere jeg tænker over det. Sig det til din veninde. Pippi …«
Læs også: Linse drømmer om hængebryster og en mand: 'Jeg har ikke fået sex i ni måneder'
Nu vi er ved navne, så hedder Linse Kessler i virkeligheden Lenina Christiansen. Hendes far var typograf på Berlingske Tidende og glødende kommunist og regnede selvsikkert med, at Linses mor ville føde ham en dreng. Drengen skulle hedde Lenin efter hans store forbillede, der hang i hjemmet på en plakat. Det blev som bekendt anderledes.
Der er mange ting, der sandsynligvis var blevet anderledes i Linse Kesslers liv, havde det ikke været for Hanne og Niels i Albertslund. Hanne var en af moderens kolleger. Hun og Niels kunne ikke selv få børn og kunne godt se, at den lille Bryggen-pige ikke altid levede et optimalt liv med en enlig mor, der hellere ville feste end komme hjem og putte sin datter. Parret »lånte« Linse gennem hele hendes barndom, ofte uger i træk, og introducerede faste spisetider og tryghed for hende i det gule parcelhus i Albertslund.
Jytte er blevet væk. Vi råber og pifter. Så dukker hunden frem bag en jordknold. Den styrter hen til os og klamrer sig til Linse Kesslers ben. Den er steriliseret, forsikrer hun og fortsætter, som om hun taler om det samme:
»Jeg er blevet udnævnt til rollemodel, men det har jeg ikke bedt om. Dem, der kritiserer mig som rollemodel, de undervurderer i den grad de unge mennesker. De unge kan godt finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. De går sgu da ikke ud og får lavet sådan nogle bryster her, bare fordi de synes, jeg er sej.«
Hvad ville du sige til min kollega, der er bekymret for, at hendes datter på 12-13 år har dig som rollemodel?
»Jeg vil sige: Hold da ferie, jeg håber da, du har bedre fat på dit eget barn, end jeg har. Du har jo haft 12-13 år til at lære hende de ting. Børn går jo ikke ud og gør, hvad jeg gør. Jeg tror så også, hun skal prøve at spørge hende, hvorfor hun godt kan lide mig. For det har ikke noget at gøre med, at jeg har stukket en ned for 20 år siden, men at hun godt kan lide, jeg siger tingene lige ud, og at jeg godt kan lide dyr. Det er de voksne, der dømmer. Det gør ungerne ikke. De er ligeglade med, om jeg har store bryster. Det er ikke vigtigt. De små drenge på 12-13 år siger: Orv, nogle kasser, og så er det overstået, så snakker vi om noget andet. Børn har sgu ikke så travlt med at finde alle de dårlige ting. De hygger sig.«
Dyr er søde og brokker sig aldrig
Linse Kesslers kærlighed til dyr skal tages meget bogstaveligt. Da hun i foråret var i studiet i Radio24syv til en snak om dyrevelfærd, ville studieværterne for åben mikrofon slå en kanin ihjel med en cykelpumpe for at vise menneskets dobbeltmoral: Vi holder tremmekalve og burhøns under forfærdelige forhold, samtidig med at vi behandler kæledyr som familiemedlemmer. Linse Kessler krævede, at kaninen blev skånet. Det ville værterne ikke, hvorefter de løb adskillige gange rundt om bordet i studiet. Hun fik ikke held til at redde kaninen, og historien gik viralt og globalt.
Hvorfor bruger du ikke noget af din kendisfaktor og dine penge og opmærksomhed på at hjælpe mennesker i stedet for dyr?
Det gør hun også, siger hun hurtigt. Hun har sine »kræftunger«, som hun besøger på kræftafdelingen på Skejby Sygehus.
»Der er så mange, der bruger deres tid og penge på børn. Børn, børn. Mennesker, mennesker. Precious mennesker. Altid, altid. Jeg er også god ved mennesker. Jeg rangerer ikke mennesker over dyr. Hvis jeg siger: Når Jytte dør, så vil jeg blive lige så ked af det som, når Mopper dør. Der tænker du og andre: Hun kan bedre lide dyr. Men det var ikke det, jeg sagde. Jeg siger: Jeg er lige glad for dem begge. Dyr er så søde og brokker sig aldrig.«
Vi er tilbage ved Artillerivej. Audiensen hos »reality-dronningen« er slut. Optagelserne til en ny sæson af Familien fra Bryggen indledes snart, så hun har travlt, siger hun. Endnu en sæson, hvor Linse Kessler vil blive skydeskive for bekymrede forældre og forargede politikere. Surprise! Det er hun fløjtende ligeglad med. Linse Kessler runder denne dag 342.000 følgere på Facebook og smiler hele vejen til prime time.
»Altså, der vil altid være haters. Men hvorfor lytter vi til dem? Blot fordi jeg er en af de kendisser, som ikke har købt mine likes på Facebook. Men antallet stiger og stiger, og jeg tænker tit, at det kan det ikke blive ved med. Men det kan det godt. Jeg tror, at folk har vænnet sig til mig.«
Hun fortæller, at da TV2 News skulle præsentere et indslag med hende, sagde værten: »Ja, så kommer Linse Kessler med en ny bog – et fænomen vi ikke kan komme udenom.«
»Og så kunne hun ikke lade vær med at smile. Og det tror jeg, er rigtigt. Jeg er ikke til at komme udenom, og man kan ligeså godt acceptere, at jeg er her.«
Da Berlingske samme dag fortæller om interviewet med Linse Kessler til en kollega, udvikler det sig til en interessant diskussion om hende som fænomen. Efterfølgende sender jeg realitystjernen en besked.
»Hej, Linse. Tak for et inspirerende interview. Min kollega, der var bekymret for, at du var rollemodel for hendes datter, kan ikke forstå, at jeg ikke spurgte dig om følgende: Hvordan kan du hævde at være så ærlig og autentisk samtidig med, at du har kunstige bryster, kunstige læber og kunstige negle? Hvordan hænger det sammen?, spørger hun. Hvad vil du svare hende? Send gerne en mail, hvis en sms er for kort. Kh Jens«
Linse Kessler svarer få minutter efter:
»Ha ha ha, billige point-spørgsmål og dømmende (tre smileyer, der græder af grin). Svaret er enkelt og kommer her: At have en dejlig, charmerende og stærk personlighed betyder ikke, at man er tilfreds med hele sit udseende, og når man kan pynte, så bli’r der pyntet. Tak for i dag, søde Jens.«
