De mødtes første gang, da han var 14 år, og hun var 24. Nu venter de deres første barn sammen, og for første gang viser hun den voksende babybule frem helt officielt.

Der var ikke just tale om den gængse kærlighed ved første blik mellem Liam Payne og Cheryl Fernandez-Versini, da de mødtes første gang i 2008.

Han var en ung, håbefuld musiker, der var mødt op til audition til den britiske udgave af sangkonkurrencen 'X Factor'. Hun var en af de tre dommere, der sad klar til at bedømme ham.

»Jeg synes, du er virkelig nuttet. Jeg synes, du har karisma, og du gav os et flabet lille blink,« sagde Cheryl, der dengang hed Cole til efternavn, i sin bedømmelse af ham.

Selvom Liam gik videre fra sin audition, røg han hurtigt ud af sangkonkurrencen. Han lod sig dog ikke slå ud af det, og to år senere - da han var næsten 17 - troppede han endnu engang op til audition. Og endnu engang sad sangerinden klar til at bedømme ham.

Han gik videre, røg ud - og kom tilbage igen som en del af drengebandet One Direction, som siden er blevet et af de mest populære bands i verden.

Det var dog første mange år senere, at de begyndte at se mere til hinanden rent privat. Siden begyndelsen af 2016 har de to været rygtet at være i et forhold, og selvom ingen af dem har stået frem i medierne og bekræftet forholdet, har de begge delt flere billeder af de to sammen på det sociale medie Instagram, ligesom de er mødt op hånd i hånd på flere røde løbere.

I efteråret tog rygterne endnu mere fart, da engelske medier begyndte at skrive, at Cheryl Coles mave begyndte at vokse. De fleste gange, hun er blevet set i offentligheden, har hun været iført løst tøj eller store kjoler.

Men nu står hun for første gang officielt frem med sin voksende babybule, skriver People.

Det gør hun i forbindelse med et photoshoot for det engelske medie The Daily Mirror for kosmetikfirmaet L'Oreal og organisationen The Prince’s Trust, der hjælper unge med at finde arbejde.

Hun har også selv delt billedet fra photoshootet med de andre 14 kvinder, der støtter op om projektet, på sin Instagram.

Liam Payne er i dag 23, mens Cheryl - der sidste år blev skilt fra ægtemanden Jean-Bernard Fernandez-Versini - er 33 år. Det er deres første barn.