De tre medlemmer, Preben Kristensen, Anders Bircow og Thomas Eje, har tjent millioner af kroner, som de har investeret i dyre huse, biler, aktier og sågar privatfly.
Men for Bircow og Eje er luksusfesten slut. Helt slut.
Som B.T. kunne fortælle i går, planlægger den musikalske trio at genforenes i et »In concert«-show, der skal fokusere mindre på jokes og mere på musik.
Og det er måske et meget smart træk. Den anslåede løn på godt 15 mio. kr. pr. medlem for en Linie 3-turné kommer nemlig til at falde på et tørt sted.
Enorme underskud
Anders Bircow og Thomas Eje har tilsammen tabt 22,2 mio. kr. siden 2004, da Linie 3 holdt 25-års jubilæum.
Særligt Anders Bircows anpartsselskab Andy har oplevet en årrække med massive underskud.
Selskabet havde 10,5 mio. kr. i egenkapital i 2004/05 og præsterede millionoverskud på millionoverskud. En tid med succes, som blev dækket tæt af medierne, der bl.a. fulgte en smilende Anders Bircow på golfbanen.
Det seneste regnskab er imidlertid ikke noget at smile ad.
To enorme underskud præger de seneste to år. Og nu er Bircows selskab raslet ned i værdi, så egenkapitalen ligger på minus 3,4 mio. I alt har Bircow altså tabt ca. 13,9 mio. kr. på seks år.
Skuespilleren har været uheldig med både aktieinvesteringer og et boligsalg, hvor han måtte sælge sin 248 kvm. store liebhavervilla i Bagsværd for 12 mio. kr. under den udbudte pris på 25 mio.
Samtidig har den 58-årige komiker været i strid modvind i pressen, da bl.a. Ekstra Bladet har skrevet om sure kunder hos Bircows andet projekt, Amway, der sælger sæbe og skønhedsprodukter på pyramidespils- lignende vis.
Dårlige Las Vegas-minder
Heller ikke Thomas Eje har holdt fast i de mange Linie 3-millioner. Eje rykkede i 2006 til Nevada i USA, hvor et stort Las Vegas-show skulle være næste kapitel i en imponerende karriere for den nu 53-årige kunstner.
Desværre blev tiden på Suncoast Casino aldrig nogen succes, og anmeldelser i en Las Vegas-avis kritiserede bl.a. Ejes John Denver-imitationer, inden komikeren igen i 2008 vendte tilbage til Danmark.
Tiden i USA har kostet Thomas Eje meget dyrt. Egenkapitalen i firmaet Copycat er faldet fra imponerende 6,8 mio. i 2004/05 til nu et minus på 1,5 mio. kr. I alt har Thomas Eje på seks år tabt 8,3 mio. kr.
Samlet set giver det »de to andre« et tab på 22,2 mio. kr.
Senest har Thomas Eje skilt sig af med halvdelen af sin flypark, da han har solgt sit ene privatfly – en Parteniva P.68, der samtidig var det nyeste af Ejes to fly.
Kristensen god for otte mio.
Kollegaen Preben Kristensen har i perioden siden Linie 3s 25-års jubilæum – trods flere år med underskud – formået at holde fast i sine millioner, der er placeret i selskabet Roddy ApS (navngivet efter skuespillerens gravhund).
Det seneste regnskab viser, at Preben Kristensen stadig råder over en formue på knap otte mio. kr.
Der er endnu ingen dato på et kommende Linie 3-show.






















