Tv-vært Cecilie Frøkjær har fået nok. Hun er træt. Træt af sociale medier, hvor folk forvandler sig til tastaturkrigere og sviner andre til i ophedede debatter.

Selv har hun sagt fra. Den 48-årige journalist og tv-vært, der er kendt fra Go’ Morgen Danmark og andre udsendelser på TV2, er kun at finde på karrierenetværket LinkedIn og Snapchat, fordi hendes børn siger, at hun skal.

Det fortæller hun i talkshowet ’Vi ses hos Clement’, der sendes på DR1 søndag aften. Her diskuterer hun danskernes brug af sociale medier, som hun mener har taget overhånd.

»Tonen er så grim, og man sviner hinanden til. Alle har en mening, og de fleste skulle holde deres fucking kæft,« siger hun råt for usødet til talkshow-vært Clement Kjersgaard.

»Når man taler ansigt til ansigt, har man en forpligtelse og selvcensur. Men det med at sidde derhjemme og skide andre ned ad ryggen, klæder det menneskeheden?,« spørger Cecilie Frøkjær retorisk.

Hun mener, at Facebook og andre sociale medier fylder alt for meget i danskernes tilværelse, og det går ud over den måde, vi er sammen på. Folk lever et parallelt liv foran skærmen, og det gør, at mange får mindreværdskomplekser, mener hun.

Danskernes iver efter at få så mange likes, som overhovedet muligt, optager hende slet ikke, fortæller hun.

Foruden et arbejdsliv fyldt med værtsroller på tv, er den erfarne journalist også medforfatter til to samtalebøger med koryfæer som Jane Aamund og Lise Nørgaard.