Sarah Grünwald overraskede ikke bare seerne, men også sin mand, da hun sprang ud som gravid.

Det kom ikke bare bag på seerne, men også på Sarah Grünewalds bedre halvdel - da Vild-med-dans-værten fredag aften på direkte fjernsyn valgte at afsløre, at hun er gravid.

Det var nemlig slet ikke planlagt, at Grünewald ville breake graviditeten under fredagens 'Vild med dans'. Flere var dog begyndt at undre sig over hendes lidt runde mave, og derfor valgte hun - lidt impulsivt - at dele den glædelige nyhed.

Manden Rasmus Backhaus anede slet ikke, at den glade nyhed skulle deles med hele Danmark på den måde.

»Jeg ringede til ham i pausen, lige da jeg havde breaket det. Jeg spurgte, om han havde set fjernsyn og sagde så 'det må du undskylde, men jeg var nødt til det.' Men han havde lige været i køkkenet, så han nåede ikke at se det på fjernsyn. Men han var helt okay med det,' fortalte Sarah Grünewald bagefter til TV 2.

Hun afslører også, at hun er både glad og lettet over, at nyheden nu endelig er ude, for det har været svært for hende at gå og gemme sådan en dejlig nyhed.

»Jeg er simpelthen så glad. Det er jo et kærlighedsbarn, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi har ønsket os det i rigtig lang tid. Jeg har været helt vild glad, og det har været så svært ikke at kunne sige noget. Så det er simpelthen så deligt, at jeg ikke længere behøver at gå og suge maven ind,« siger hun til tv-kanalen.

Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus' bliver forældre til foråret.

»Det bliver et forårsbarn, og det er virkelig godt timet, for det betynder højst sandsynligt, at jeg kan komme tilbage og lave 'Vild med dans' næste år, og det er jeg virkelig glad for, for det er jo også et lille barn,« siger hun.