Skuespilleren Flemming Enevold er tvunget til at sige farvel til en stor opgave.

I arbejdet med musicalen 'Into the Woods', er Flemming Enevold ifølge Billed-Bladet kommet galt af sted med sit knæ.

Skuespillerens skade er værre, end man troede, og Flemming Enevold skal derfor holde sig i ro i de næste 10 uger. Han kommer derfor ikke til at være med i musicalversionen af Susanne Biers kæmpehit 'Efter Brylluppet', som det ellers var planen.

Sammen med Betty Nansen Teatret er Enevold kommet frem til, at hans rolle som finansmanden Jørgen skal spilles af en anden:

»Flemming Enevold har pådraget sig en kompliceret knæskade og er desværre ikke i stand til at deltage i produktionen af musicalen ”Efter brylluppet”. I stedet vil rollen som forretningsmanden Jørgen blive spillet af Kasper Leisner. Vi ønsker Flemming rigtig god bedring og siger tak til Kasper for at springe til,« siger Vibeke Windeløv, der er teaterdirektør på Betty Nansen Teatret, til Billed-Bladet.

Kasper Leisner er blandt andet kendt fra roller i serierne 'Anna Pihl' og 'Bedrag'.

Filmen 'Efter Brylluppet', som er fra 2006, blev året efter nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Den har Mads Mikkelsen og Sidse Babett Knudsen i hovedrollerne.

Musicalversionen af 'Efter Brylluppet' har foruden Kasper Leisner blandt andre Cecilie Stenspil, Erann DD og Barbara Moleko på rollelisten.