Den danske rapper Kaka fortæller, hvordan alt pludseligt blev vendt op og ned, da han i 2015 fik et opkald fra en gammel veninde.

Rapperen fortæller, at han i 2015 følte, at han manglede indhold i livet.

Han havde brug for at være et 'almindeligt menneske'. Det var ikke længere 'nok' med koncerter og de efterfølgende byture. Det skriver metroxpress.

Ude af det blå fik den nu 25-årige rapper et opkald fra en gammel veninde, som han havde været sammen med året forinden.

Hun fortalte ham, at han formentlig var faderen til hendes et år gamle datter. Og det satte gang i den unge musikers kreative proces. Det har også udfyldt det tomrum, som den unge rapper følte.

»Jeg tog i studiet samme aften, og så flød tankerne bare. Jeg havde ikke skrevet en frisk sang i et år, da inspirationen kom væltende. At jeg har fået en datter har givet min hverdag fylde. I starten skulle jeg lige vænne mig til at skifte fra Kaka på scenen til at være far, når jeg kom hjem. Jeg er ikke kæreste med min datters mor, men vi er gode venner. Vi havde aldrig planlagt at skulle have et barn sammen, men det er hvad der sker, og heldigvis er det jo gået rigtig godt,« siger han til avisen.

Kaka, der oprindeligt er fra Allerød, brød igennem på Wafandes sang 'Gi mig et smil' fra 2011. Og onsdag udgiver han sit første album 'Alle kigger'.