Krimidronningen Julie Hastrup er aktuel på krimimessen i Horsens og med romanen ’Mirakelmanden’. Samtidig med skriveriet har hun måttet kæmpe med en kræftsygdom.

I denne weekend er der krimimesse i det tidligere statsfængsel i Horsens. Blandt de mange eksperter i pirrende mordgåder og isnende, klamme gys kan bestsellerforfatteren Julie Hastrup opleves både lørdag og søndag.

Den succesrige krimiforfatter, hvis bøger er solgt i mere end en mio. eksemplarer, udsendte i går sin spritnye krimi ’Mirakelmanden’. Den sjette i serien med efterforsker Rebekka Holm som hovedperson.

Hastrup tager til Horsens på en god node. Det har til fulde vist sig, at hun valgte rigtigt, da hun kvittede sit faste job som journalist til fordel for et usikkert job som forfatter.

I dag kan hun, som alle andre der sælger mere end 20.000 eksemplarer af deres bøger, kalde sig bestsellerforfatter.

Men ’Mirakelmanden’s vej til de mange danske krimilæsere har næsten været et menneskeligt krimidrama i sig selv.

Over en periode på få uger i slutningen af 2016 fik Julie Hastrup konstateret modermærkekræft – og midt i det hele blev hendes søn overfaldet af en ungdomsbande på Nørreport Station.

Han bearbejder stadig sine traumer efter den chokerende oplevelse.

»Jeg har lidt en fornemmelse af at stå på fortovet, efter man med nød og næppe har undgået at blive kørt over af en stor lastvogn,« siger Julie Hastrup, da BT møder hende i hendes og mandens lejlighed i Københavns gamle havnestad, bag Det Kongelige Teater.

Den lattermilde forfatter griner lidt og understreger, at hun sammenlignet med mange andre har været rimelig heldig.

»Det varede en måned, fra kræften blev konstateret, til den var kureret. På mange måder en kort og hurtig proces, sammenlignet med hvad andre må leve med. Selvom man godt ved, at det kan komme ind i ens liv, regner man jo ikke med, at man skal få diagnosen ’kræft’ som 48-årig,« siger Julie Hastrup.

Drømmen blev tidligt tændt

Drømmen om at skrive blev tidligt tændt i forfatteren, der begyndte karrieren på Journalisthøjskolen.

»Selv som 19-årig havde jeg selverkendelse nok til at vide, at jeg dengang ikke havde færdigheder og historier nok til at blive forfatter,« siger hun.

Først efter næsten tyve års arbejde som journalist, bl.a. i DR, tog hun springet.

»De svenske krimidamer begyndte at røre på sig tidligt i 00erne. Især var det inspirerende med en kvinde som Camilla Läckberg, der havde små børn. Det var et crazy projekt for mig. Det er så vanvittigt, at man ville gå fra et godt, attraktivt job – og endda med to små børn. Men det skulle gøres,« siger Julie Hastrup.

Og det har der ikke været grund til at fortryde. Siden 2009 har bøgerne om Rebekka Holm etableret Hastrup som en af landets bedst sælgende krimiforfattere i divisionen under Jussi-Adler Olsen og Sara Blædel.

De uforståelige pigedrab

Julie Hastrups papmorfar var kirurg på Bispebjerg Hospital, mormoren lægesekretær. Den sidste har i høj grad ansvaret for, at Julie Hastrup endte som krimiforfatter. Det var hos mormor, fireårige Julie så sine første kriminalfilm på det sorthvide tv. Mormor fortalte historier, og de talte om de uforståelige pigedrab, der blev omtalt i TV-Avisen og skrevet om i aviserne.

Men selvom hun altså er født ind i en lægefamilie, var hendes besøg på Riget efter sin helbredelse sidst i 2016 lidt af et chok.

»Der sad nogle læger på Riget og snakkede om forsikring ved kritisk sygdom: Sørg endelig for at få udbetalt så meget som muligt. Rejs med familien. Og selvom de understregede, at der ikke var tegn overhovedet på, at jeg skulle dø, var det meget ubehageligt. Der er noget definitivt over det, som jeg ikke bryder mig om,« siger Julie Hastrup.

Hendes reaktion var at klø på – at færdiggøre sin roman, samtidig med at hun og hendes mand tog sig af deres søn.

»Jeg var meget handlende, da det skulle være. Tænkte: ’Pis, hvad kan jeg bruge det til? Hvad er det, der gør mig glad?’. Jeg elsker at skrive, det er en følelsesventil – en dør ind til en anden verden. Når det nu skal være – hvad så? Jeg skrev og skrev og bearbejdede samtidig min sorg.«

En tur til Rom for hele familien

Men, indrømmer forfatteren, tvivlen vil altid være der.

»Man kan helbrede kræften, men man kan ikke lige uden videre fjerne den følelse, der strømmer gennem kroppen, ’ahh, jeg skal dø’, selvom man jo udmærket ved, at det kommer på et eller andet tidspunkt til os alle,« siger Julie Hastrup.

Lige nu handler det om bogudgivelse og krimimesse i Horsens. Og om på et tidspunkt snarest at give sig tid til at nyde livet – en tur til Rom for hele familien ligger lige rundt om hjørnet.

»Det var været en hård tid. Min familie og jeg glæder os til foråret og lyset. Elsker livet,« siger Julie Hastrup med endnu et stort grin.