Familielykken blomstrer for Bille August og hustruen Sara-Marie Maltha. Den 64-årige filminstruktør blev for en uge siden far for ottende gang, da en lille pige kom til verden.

- Vi er så glade. Vores datter, hvis navn vi stadig prøver at finde, kom til verden på Hvidovre Hospital 10. januar, siger Bille August til Billed-Bladet.

Sammen med den 41-årige skuespillerinde Sara-Marie Maltha, som blandt andet er kendt fra rollen som Rosa Lebech i Forbrydelsen 3, er Bille August nu forældre til tre børn. Den sidste nye ankom i fin stil efter en ukompliceret fødsel.

- Vi havde et godt og sødt jordmoderteam til hjælp, og hun kom naturligt frem og vejede 4058 gram og var 52 cm lang. Alt går godt. Hun er sød og nem - og selvfølgelig den smukkeste pige man kan tænke sig, siger Bille August.

Bille August: 'Det er jo en gave'

Bille Augusts otte børn, som er i alderen 0 til 42 år, har han fået med fem forskellige kvinder. Før Sara-Marie Maltha levede Bille sammen med den svenske skuespillerinde Pernilla August, med hvem han har døtrene Asta, 19, og Alba, 17. Med Sara-Marie Maltha har Bille ud over det sidste nye skud på stammen Albert, 7, og Amarylis, 9. Og de mange børn kommer fint ud af det sammen, fortæller en glad filminstruktør til Billed-Bladet.

- Det er fint at se, at børnene trives så godt indbyrdes. At de har så tætte forhold. Mine svenske piger nyder virkelig de smås selskab. Og jeg oplever, at de føler, der er en tryghed i det. Når der opstår problemer med venner eller lignende, så ringer de til hinanden. Og Sara-Maries og mine børn fælles børn er enormt glade for at have de her store søskende, der kommer en gang imellem. Det er jo en gave alt sammen, siger Bille August.