Margrethe Schanne blev kendt både herhjemme og i udlandet som det 20. århundredes helt store romantiske og dramatiske ballerina.

»Sjælfuldhed er kernen i Margrethe Schannes kunst, og det, som gør hende til en sjælden danserinde - ikke blot i den danske ballet, men i det internationale teater.« Sådan skrev Berlingske Tidendes balletanmelder Svend Kragh-Jacobsen i sin bog om og til Margrethe Schanne, da hun i 1966 tog afsked med Den Kgl. Ballet.

Nu har Margrethe Schanne taget afsked med verden. Torsdag morgen sov hun stille ind, 92 år gammel, skriver DR Kultur.  Margrethe Schanne var i mange år den helt store balletstjerne herhjemme og opnåede blandt andet at blive afbildet på danske frimærker. For da Henry Thelander i 1957 skabte sit berømte sylfide-frimærke - det første frimærke herhjemme med en danser - var det Margrethe Schanne, der blev portrætteret i et svævende sylfidespring.

Blev ét med Sylfiden

I sin afsked med Den Kgl. Ballet dansede hun af i titelrollen i Sylfiden, som hun i den grad var blevet ét med gennem de mere end 100 gange, hun havde danset partiet. Og både herhjemme og i udlandet husker ældre balletgængere Margrethe Schannes gribende fortolkninger af Sylfiden, der heldigvis findes dokumenteret på film, så også yngre generationer kan opleve det 20. århundredes store romantiske ballerina i hendes glansrolle.

Som balletbarn på Det Kgl. Teaters balletskole fik Margrethe Schanne tidligt Bournonville-stilen ind under huden, og da hun i 1945 første gang dansede titelrollen i Sylfiden, havde hun allerede fanget rollens væsen.

Hun debuterede i 1939 som sommerfugl i Harald Landers opsætning af Bournonvilles Valkyrien. Herefter fulgte roller som den unge pige i Rosendrømmen og frøken Maj i Tolv med Posten, inden hun i 1942 igen var sommerfugl, nu i Landers symbolske frihedsballet, Våren.

En rolle, der året efter førte til hendes udnævnelse til solodanser.

Også berømt i udlandet

Med sin stærke fortolkning af vanvidsscenen i Giselle blev hun berømt langt uden for Danmarks grænser, og herhjemme modtog hun i 1955 teaterjournalisternes hæderspris, Teaterpokalen, for netop titelrollen i Giselle. Samme år kunne man opleve hende fuld af mystik og erotik i Balanchines Søvngængersken over for den purunge dansepartner, Henning Kronstam.

Som den første herhjemme dansede hun det teknisk udfordrende parti som Aurora i Tornerose. Hun var vittig som dessert i Slaraffenland og pikant som Columbine i Drømmebilleder. Men hun kunne også være en hadefuld Medea i Birgit Cullbergs koreografi og smertefuld realistisk som Irene Holm i Elsa Marianne von Rosens ballet over Herman Bangs novelle.

Efter sin afsked var Margrethe Schanne i en årrække balletpædagog og prøvede også kræfter med skuespilkunsten.