Med skilsmissen mellem popkongen Thomas Helmig og den tidligere topmodel Renée Toft Simonsen har Danmark mistet et af sine hotteste kendispar.

De var rige, de var smukke - og så var det kærlighed ved første blik, da de fandt hinanden på en café i Aarhus. Historien om den populære popmusiker Thomas Helmig, der scorede den smukke og succesfulde topmodel Renée Toft Simonsen, og som i årevis levede i kærlighed med en sammenbragt familie, har fascineret danskerne i så høj grad, at den næsten er et H.C. Andersen-eventyr værdigt.

Men eventyret bristede, og mandag meddelte parret, at de skulle skilles. Og med skilsmissen mister Danmark et af de absolut mest celebre powerpar, som vi har haft i nyere tid.

Hvem er Danmarks mest celebre powerpar?

Ud over kronprinsparret og måske grevinde Alexandra og hendes mand, Martin Jørgensen, har de to eksperter, som BT har talt med, svært ved at nævne et mere populært par end hitmageren og den tidligere supermodel.

- Der er ikke nogen, som jeg synes, rangerer højere end dem på det kulørte område, siger caster og showbiz-ekspert Elisa Lykke.

Hun kalder Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen for det danske svar på den internationale topmodel Heidi Klum og popstjernen Seal, der ligesom Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen var et superpar med sammenbragte børn og masser af lykke, indtil deres ægteskab efter syv år i 2012 endte i skilsmisse.

Dannede par i 17 år

Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig dannede par i hele 17 år. Og det sammen med det faktum, at de begge var veletablerede navne i danskernes bevidsthed, da de mødte hinanden i 1997, har gjort, at de er blevet så populære. Det vurderer livsstilsekspert Henrik Byager:

- De kunne hvad som helst, hvis de sagde, at de ville det. Alle klubber, alle medier - alt, hvis de ville det. For det er en fantastisk historie om den supersmukke kvinde og rockmusikeren. Vi har været stolte af hende, da hun havde sin modelkarriere, og han har haft en imponerende karriere. Vi kender alle hans sange, og der er altid travlt på dansegulvet, når han spiller. Så på den måde har de en stor plads i folkesjælen og en stor elskelighed, fortæller han.

couple

Fascinerende

Ifølge Elisa Lykke er det normalt, at vi bliver fascineret, når ’to så kendte og lækre mennesker finder sammen’.

- Et godt udsende og rock’n’roll, det har vi altid godt kunnet lide at kigge på og dyrke. Tilbage i historien havde man f.eks. Richard Burton og Elizabeth Taylor. Når to så powerfulde mennesker finder sammen, så skaber det en helt naturlig interesse, fortæller hun og tilføjer, at det så til gengæld også er sørgeligt, når forholdet ikke holder:

- Man tænker, at det her er et par, der kunne gå igennem ild og vand sammen, så det er som om, at glansbilledet brister - og dermed også drømmen om den eneste ene, siger hun.

Tavshed er guld

Men selv om Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen kunne få alt, hvad de ville, så har de udtalt påfaldende lidt om deres samliv og privatliv i medierne. Men det har kun gjort dem endnu mere populære, mener Byager.

- Det har beholdt noget af mystikken og respekten for dem. For selv om mange mennesker er nysgerrige efter at læse om kendte menneskers privatliv, så respekterer vi faktisk mere de folk, der ikke står frem med alt, siger livsstilseksperten, der betegner Helmig og Toft Simonsen som ’et kæmpe powerpar’.

Hvem er Danmarks mest celebre powerpar?

Til bal hos de kongelige

Det celebre pars høje status sås ved, at de altid figurede på A-listerne ved forskellige begivenheder, fortæller Elisa Lykke. Desuden har de ved flere lejligheder været inviteret til bal hos de kongelige - en oplevelse, som bestemt ikke tilfalder hvem som helst. Ballet på slottet var i øvrigt en oplevelse, som Thomas Helmig ser tilbage på med en blandet følelse. Ved et af ballerne skyndte han sig væk, da lancier-musikken begyndte.

- Da stod jeg sammen med Mads Mikkelsen og røg en smøg nede foran. Det skyldtes, at Renée og jeg en gang før har danset lancier, og jeg kom til at kaste lidt for meget rundt med prinsesse Alexandra på det tidspunkt, har musikeren tidligere fortalt til DR.

couple