Claus Hjort: Telefonfis tæt på at koste karrieren

Da Claus Hjort Frederiksen som ung arbejdsløs blev ringet op fra Folketinget om en jobsamtale, troede han, det var vennen, der lavede fis.

Se hans private fotos og få historien bag billedet.

Jeg bor i farfars hus

Faktisk bor jeg i dag i dette hus i Humlebæk. På billedet er jeg knap tre år, og min mor var stolt af min fine frakke. Vi var på besøg hos min farfar, der var ålefisker. Han var født engang i 1880erne og døde i 1966. Jeg flyttede ind i huset i 1971 sammen med min kone. Nej, der har aldrig været spøgelser i huset, men mange gamle fiskeredskaber.

En rigtig hippieslæde

 

Vi var nygifte og står her foran vores første bil, en Citroën 2CV – en ægte hippieslæde. Vi kørte til et bryllup i Holland, temmeligt anstrengende i modvind og regn, og da vi nåede frem, skulle vi være del af en kortege for brudeparret. Man skulle være iført jaket og høj hat, og vi blev lodset ind midt i kortegen i den 2CV – det var pinligt. Men heldigvis kan vi grine ad det i dag.

Det var alvor

 

Min kammerat og jeg havde udviklet en dårlig vane med at præsentere os som noget forskelligt, når vi ringede til hinanden. ’Goddag, det er politimester Jensen i Helsingør’. Eller: ’Det er fra el-selskabet’. En dag i 1973 tog jeg telefonen, og der blev i den anden ende sagt: ’Goddag, jeg hedder Holger Hansen og er sekretær for Venstres folketingsgruppe’. Jeg sagde, grinende: ’Hold nu op, du er afsløret’. Men efter jeg havde forsøgt at affærdige ham flere gange, blev hans stemme knivskarp, og det gik op for mig, at det var alvor, og jeg undskyldte.

De ønskede, jeg kom til samtale som jurist for Venstres folketingruppe. Det var dengang i 70erne, hvor der var stor ungdomsarbejdsløshed, og jeg havde sendt en ansøgning til en virksomhed, hvor jeg ikke fik jobbet. Ansøgningen var blevet videresendt til Venstre, det havde jeg bare glemt. Jeg kom til samtale hos Poul Hartling i et kvarter, og efter samtalen sagde han: ’Du har fået jobbet’. På den måde kom jeg ind i politik. Billedet er fra en studenterfest på Niels Steensens Gymnasium.


Vi oplevede diktaturet

 

Vi oplevede Østtysklands diktatur indefra, fordi min kone havde en østtysk penneveninde, Heike, fra folkeskolen. Da vi besøgte Heike og hendes mand, Horst, var de desværre kommet til at bo under samme tag som en stasi-officer, og det betød, at der var mange ting man ikke måtte tale om ved bordet. At man ikke kunne tale frit, gjorde et umådeligt indtryk på os alle fire, så da muren faldt i 1989, var det en lettelsens dag. De kom og besøgte os – endelig kunne de rejse frit – og vi tog det følgende forår derned. Her står mine sønner Andreas og Christoffer og banker energisk i muren.

Christina ventede tålmodigt på mig

 

Min kone Christina og jeg lærte hinanden at kende i et fly, og det var tæt på at gå helt galt første gang, vi skulle ud at spise sammen. Vi tog begge med flyet fra København til London og lærte hinanden at kende, fordi vi kom til at sidde ved siden af hinanden. Jeg skulle på et seks ugers jurakursus, og hun skulle i sprogskole. Vi aftalte at gå ud at spise samme aften – vi havde jo ikke andet at lave. Jeg troede, mit hotel lå i centrum, men da jeg kom hen til adressen, viste det sig, at jeg skulle bo i udkanten af London, så jeg kastede mig ind i en taxa og tog derud til hotellet. Jeg ville lige i bad, inden vi skulle mødes kl. 18, men vandet var iskoldt, det gik først senere op for mig, at man skulle smide mønter i gasautomaten for at få varmt vand. Jeg drønede tilbage til Christina, der tålmodigt havde ventet på mig i halvanden time. Vi blev gift i 1971.

Hemmeligt hus ved flod

 

Her er vi på besøg hos Anders Fogh Rasmussen på det hemmelige sted, han opholder sig om sommeren. Vi har i familien en tradition for at sejle på de europæiske floder og kanaler og var her i Sydfrankrig, hvor Anders Fogh Rasmussen har et lille treetagers hus, der ligger på en skråning med udsigt til floden. Med sorte solbriller til venstre er det Anders Fogh, og det er hans kone ved siden af.

Tjæremand

 

Mine fremtidsplaner, da jeg var konfirmand, var ikke at blive minister, men derimod at blive tjæremand, altså asfaltarbejder. Jeg ville ikke være som min far: Gå på arbejde med en mappe hver dag. Han var daglig leder af en tekstilvirksomhed i København, og min mor var leder af Vanløse Børnegård. Til konfirmationen fik jeg et Voigtländer-kamera.

Min hund blev stjålet

 

Mens jeg var minister, blev min hund stjålet, og det var ret traumastisk. Vi fandt den aldrig igen, og jeg tænker næsten dagligt på det. I dag ville hunden være 13 år, så den kan stadig være i live, og jeg ville ønske, jeg kunne få at vide, hvad der er sket med den. Den forsvandt, da min mor gik tur med den i Krogerup Skov lige ved Louisiana. Vi satte annoncer i avisen, kontaktede vejvæsenet, dyrlæger, politiet og skovvæsenet, men den var sporløst forsvundet. Da jeg blev 60, skillingede cheferne i Beskæftigelsesministeriet sammen til en ny hund fra samme kennel, som ligner den oprindelige meget. Men hvor ville jeg dog ønske, jeg fik at vide, hvad der skete med den hund, der kun var tre år, da den forsvandt.

Claus Hjort Frederiksen

Født 4. september 1947 som søn af prokurist Niels Frederiksen og børnehaveleder Elna. Student 1966 og cand.jur. 1972. Fuldmægtig i Landbrugsministeriet 1973-77, sekretær i Industrifagenes Alm. Arbejdsgiverforening 1977-79. 1983-85 var han administrationschef i Venstres Landsorganisation og fra 1985-2001 partisekretær (også kaldet indpisker) i Venstre. 2001 beskæftigelsesminister. Løkke Rasmussen udnævnte Claus Hjort Frederiksen til finansminister april 2009.