Skuespiller, forfatter og tv-vært Christiane Schaumburg-Müller er gravid.

Det afslører hun selv på sin profil på Instagram.

Her fortæller hun også, at hun er fundet sammen med eks-manden, rapperen Liam O'Conner igen. Det er nemlig ham, der er far til hendes barn, fremgår det af det sociale medier.

Præcis hvornår tv-værtinden skal nedkomme, fremgår ikke, men parret venter en lille dreng 'om ikke så længe', som hun skriver.

Det er kun et lille års tid siden, Christiane Schaumburg-Müller og sangeren offentliggjorde, at de var gået hver til sit efter bare to et halvt års ægteskab.

Tilsyneladende har det hotte kendis-par lige så stille og roligt fundet hinanden igen. Mandag skriver hun i hvert fald på Instagram, at der 'det sidste års tids stilhed virkeligt været rart på hjemmefronten.'

»Det har givet Liam og jeg den ro og plads, det nu engang kræver, for at finde et ståsted,« skriver hun.

Hun antyder også, at tanken om at skabe en familie sammen ikke er ny for dem.

»Om ikke så længe skal Liam og jeg nemlig være forældre til en sund og rask dreng. Noget som vi ikke kunne være mere lykkelig over, og som altid har været meningen for os. Jeg er i den syvende himmel og lykkeligere end nogensinde før.«

loc

Christiane Schaumburg-Müller og L.O.C. har kendt hinanden siden 1998, men ud over det seneste brud havde de en kortere pause tilbage i 2009.