Søndag morgen blev Christiane Schaumburg-Müller og Liam O’Connor forældre til deres første barn. En lille søn med mørkebrunt hår og mørkeblå øjne.

Sønnen kom til verden med en kampvægt på 3.760 gram og en længde på 52 centimeter.

’Perfekt i alle aspekter,’ skriver den nybagte mor på Instagram.

Navnet har de kendt længe. Constantin, hedder han. Det afslørede hun allerede på sin blog i slutningen af august.

'Det er meget specielt, når man kender navnet på det lille væsen i mavsen. For os er han allerede en lille Constantin. Han kan ikke komme ud og ikke ligne en Constantin, for det er allerede hans navn. Hverken Liam eller jeg kender nogle, der hedder navnet, eller har nogen forudfattet association til det, så Hr. Baby er 100% navnet,' skrev hun dengang.

Men nu har også den stolte far kommenteret navnet. Det gjorde han i et nyligt interview med Her & Nu kort inden sønnikes ankomst.

Her afslørede den dansk-irske rapper, at han faktisk havde ganske stor indflydelse på sønnikes navn.

»Vi har haft mange oppe at vende. Der er mange flotte irske navne i min familie, men som på dansk lyder knapt så smukke. Vi havde rundet det hele af, da vi besluttede os for Constantin. Jeg er katolik, og der er navnet af stor betydning,« sagde Liam O’Connor til Her & Nu.

Constantin er endnu ikke særlig almindeligt i Danmark. I 2015 bar 250 danskere navnet, mens der i 2016 kom 46 nye Constantin’er til.

Over for Her & Nu afslører Liam O’Connor, at hans forældre selv måtte søge om tilladelse til at døbe deres søn Liam i 1997, da navnet endnu ikke havde indtaget Danmark.

Der er dog sket meget siden, og i 2012 sprang navnet ’Liam’ fra en beskeden 47. plads på listen over de mest populære babynavne til en overraskende sjetteplads. Det var samme år, som Liam O’Connor tonede frem på skærmen som coach i talentshowet 'Voice - Danmarks største stemme' på TV2 og gik fra undergrundsrapper til et kendt ansigt hos hr. og fru Danmark.

Siden er populariteten faldet, selvom der stadig findes 2.175 med navnet i 2016. Men måske kan ’Constantin’ nu blive den næste højdespringer på listen efter ankomsten af den lille kendisbaby.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Her ses Christiane Schaumburg-Müller på den røde løber for fire måneder siden.
Her ses Christiane Schaumburg-Müller på den røde løber for fire måneder siden. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nu er det store spørgsmål bare, hvor mange navne, den lille ny får. Fars fulde navn er Liam Nygaard O'Connor, og efter et besøg hos numerolog hedder mor Christiane Margueritte Schaumburg-Müller, så det kan godt ende med at blive en udfordring at få det hele til at stå i passet for den lille knægt, der indtil videre bare bliver kaldt Constantin.

Som en afsluttende bemærkning til navnesnakken kan dog nævnes, at ’Christiane’ ikke har haft samme store popularitet. Faktisk mistede Danmark to Christiane’r, så der i 2016 findes 471 mod de 473 i 2015.