Rigmanden, advokaten, prinsgemalens ven og Janni Spies exmand, Christian Kjær, valgte at demonstrere sin kærlighed til sin nye kone, den iransk fødte læge Susan Astani, ved at give hende en ekstra fødselsdagsgave til flere millioner kroner. Det skriver Se og Hør i denne uge.

Christian Kjær havde faktisk allerede fejret hustruens 45 års fødselsdag den 22. juli på parrets landsted på Venø i Limfjorden med en afstikker i helikopter til Skagen for at spise frokost. Men alligevel syntes han, at Susan Astani skulle have en ekstra gave som tegn på hans store kærlighed til hende.

Derfor havde han i al hemmelighed investeret omkring fire millioner kroner i en knaldrød Ferrari California, som han havde gemt hjemme på Sandbjerggård i Høsterkøb. Og som han præsenterede for sin kone, da de vendte hjem fra Venø.

»Han er bare så sød, og jeg helt vild med den bil. Jeg elsker bare at køre i den,» fortæller Susan Astani til Se og Hør

Det glæder hendes 72-årige ægtefælle meget, at hans kærlighedsgave er blevet modtaget med så stor begejstring. Til Se og Hør giver han nemlig udtryk for, at han aldrig har haft det bedre, end han har med sin og Susans nye lille familie. Parret blev gift sidste år, og for godt tre år siden fik de sønnen Alexander sammen.

Det var angiveligt hans fødsel, der var årsag til, at Christian Kjærs datter fra ægteskabet med Janni Spies, Michala Kjær, slog hånden af sin far.

Udover sønnen Alexander og datteren Michala er Christian Kjær også far til Philip Kjær som han fik med sin første hustru, balletdanserinden Fritzy Koch, og sønnen Christopher som han også fik sammen med Janni Spies.

Også Susan Astani har børn fra et tidligere ægteskab, nemlig datteren Stella på ni år og sønnen Leon på otte år.