Slik og chokolade har gjort flere familier til verdens rigeste. Og du har sikkert selv været med til at spæde i kassen. Her er verdens chokolademilliardærer.

Den søde tand kan være svær at styre for mange. Og det er der tilsyneladende en del penge i. Mange penge faktisk. For den evige trang til noget sødt er en sand guldgrube for dem, der har opfundet den rette opskrift og har turdet satse - at det har gjort flere familier vanvittigt rige. Faktisk er arvingerne til to af verdens største chokoladefirmaer helt i top blandt verdens rigeste.

Familien Mars. USA’s tredjerigeste familie. Formue: 175 milliarder kroner til hver af de tre søskende.

Øverst i chokolademilliardærernes hiraki finder man de tre søskende; Forrest jr. (84), Jacqueline (76) og John (79) – alle med efternavnet Mars. Og ja, det er Mars som i ’marsbar’, for de tre søskende er nemlige eneejere af Mars inc., som udover marsbarer også er kendt for blandt andet at producere snickers, milky way og M& M’s. Derudover ejer familien også ris-og sauceproducenten Uncle Bens samt hunde og kattefodermærkerne Pedigree og  Whiskas.

De tre søskende vurderes til hver især at have en formue på 26 milliarder dollars svarende til 175 millarder kroner, og de deler dermed en 22. plads på Forbes prestigefyldte liste over verdens rigeste. Lagde man deres formuer sammen, ville de indtage pladsen som USA's tredjerigestefamilie – kun overgået af Waltonfamilien, der ejer Walmart, samt industrifamilien Koch.

Her ses Mars-arvingen, John Mars med sin kone Adrienne, da han blev udnævnt til ridder af den britiske dronning Elizabeth i april 2015.
Her ses Mars-arvingen, John Mars med sin kone Adrienne, da han blev udnævnt til ridder af den britiske dronning Elizabeth i april 2015. Foto: JOHN STILLWELL
Vis mere

Grundstenen til familien Mars chokoladeformue blev lagt tilbage i 1911, da de tre søskendes bedstefar begyndte at sælge slik fra sit køkken i Tacoma i staten Washington. Det var med varierende succes, men i 1929 stødte sønnen, Forrest Sr. (faderen til Jacqueline, John. og Forrest Jr.,  til. Han var vokset op hos sin mor og havde i mellemtiden gået på universitetet. Kort efter hans tilslutning til slikfirmaet opfandt far og søn den specielle nougat, som siden blev verdenskendt i milky way og snickers. Det gav et gennembrud for slikfirmaet, men far og søn blev siden uvenner om, hvordan firmaet skulle ledes.

Faderen købte sønnen ud, der til gengæld fik rettighederne til milky way. Forrest Sr. drog til Europa og lærte at lave europæisk chokolade. Den viden tog han med sig hjem til USA, hvor han begyndte at producere marsbaren.

I 1941 opfandt han desuden M&M’s, der for alvor fik et gennembrud under anden verdenskrig, hvor de blev solgt i stor stil til militæret. Men der var andre end soldater, der fik smag for de små kulørte kugler. For M&M’s er blevet så kæmpe en succes, at der ifølge Forbes dagligt produceres over 400 millioner M&M’s i USA.

De tre søskende; Jaqueline, Forrest Jr. og John har i dag alle titlen som direktører i familiefirmaet, men funktionen varetages i praksis af andre direktører.  Forrest Jr. Og John Mars har dog tidligere fungeret som administrerende direktører for familieimperiet.

Alle tre søskende er kendt for at være yderst private og stiller nærmest aldrig op til interview. Men den britiske avis Independent fik i 1992 en sjælden indsigt i familiens arbejdsliv. I artiklen beskrives det, hvordan virksomheden blev drevet efter strenge principper om ikke at bruge penge unødvendigt; ingen flyture på førsteklasse, ingen privatsekretærer, og de tre arvinger udbetalte kun en beskeden løn til sig selv.

I 2013 kom Jacqueline Mars i medierne, da hun kørte galt i sin porsche i nærheden af sit hjem i staten Virginia i USA. Bilen røg ind i en anden bil, og en 86-årig kvinde mistede livet, skrev Washington Post.

Jacqueline er ligesom flere andre af verdens rigeste interesseret i heste og har doneret store summer til ridesporten. Hun har været gift to gange og har tre børn.

John Mars er gift med Adrienne Mars, og parret har tre børn. Forrest Jr. har været gift to gange, men er nu fraskilt. Han har fire børn.

Mars har siden 2001 ikke været ledet af familiemedlemmer. Mars’ hovedkvarter ligger i Virginia.

 

Familien Ferrero. Formue på omkring 148 mia. kr.

På andenpladsen over verdens chokolademilliardærer finder man familien Ferrero, der er kendt for at producere blandt andet Ferrero Rocher, Nutella, Kinder og Tic-Tac.

Den stenrige italienske familie har en formue på omkring 148 milliarder kroner, og overhovedet Michele Ferrero var indtil sin død i februar 2015 kendt for at være Italiens rigeste mand.

Michele Ferreros enke Maria Franca samt hans søn Giovanni Ferrero ved faderens begravelse i 2015
Michele Ferreros enke Maria Franca samt hans søn Giovanni Ferrero ved faderens begravelse i 2015 Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Michele Ferrero, der var 89, da han døde, overtog chokoladevirkomheden fra sin far, Pietro der startede produktionen under anden verdenskrig som et supplement til sin kones bagerbutik. Og ligesom med familien Mars, så var det nytænkning under krigen, der var med til at skabe familiens formue, skriver Forbes.

En af Ferrero-familiens største succeser blev nemlig Nutella, der begyndte som et spareprodukt. Pietro Ferrero var bange for at mangle kakao, så han eksperimenterede med at blande hasselnødder sammen med kakao for at få det til at række længere. Og vupti, så fik hans skabt Nutella.

Pietro døde i 1949, hvorefter sønnen Michele overtog virksomheden. Og han fik for alvor firmaets produkter ud i verdenen. I 1987 kom en ny generation af Ferrero til i firmaet, da Micheles to sønner blev direktører. Men da den ene søn, Pietro pludselig døde i en cykelulykke, overtog den anden søn Giovanni styringen helt.

Giovanni Ferrero får her et kys af sin kone Paola under faderen, Michele Ferreros, begravelse.
Giovanni Ferrero får her et kys af sin kone Paola under faderen, Michele Ferreros, begravelse. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Efter Michele Ferreros død i 2015 er det nu hans enke Maria Franca Fissole samt familien, der står noteret for familiens formue på 148 millioner kroner, hvilket svarer til en 32. plads på listen over verdens rigeste. Ifølge Forbes er det meningen, at familien vil forsøge at beholde ejerskabet over Ferrero.

De her gyldne kugler er noget af det, som familien Ferrero er kendt for at producere.
De her gyldne kugler er noget af det, som familien Ferrero er kendt for at producere. Foto: CARINA HECKSCHER
Vis mere

Toffifee-ejer. Formue: 24 milliarder kroner.

Mens Ferrero og Mars-familierne ligger helt i top, så er der dog også andre, der er blevet temmelig rige af at producere chokolade. På en 534 plads på Forbes liste over verdens rigeste, finder man Axel Oberwelland, der har en formue på 24 milliarder kroner. Axel Oberwelland er fjerde generation i familien bag slik og chokoladeproducenten Storck, der blandt andet laver toffifee, werther’s ægte og riesen. Axel Oberwelland leder i dag familiefirmaet.

 

Frellsen, Anton Berg og Galle & Jensen
Også herhjemme har flere familier haft succes med at producere chokolade – om end formuerne ikke er helt så vilde som Ferreros og Mars-familiernes.


Frellsen blev grundlagt i 1897 i Slagelse af Julius Muldorff  Frellsen. Oprindeligt begyndte foretagendet som en sukkervarefabrik, men med tiden overgik fokus til kaffe og chokolade. I dag drives firmaet af fjerde generation af familien Frellsen, nemlig af Henrik og Peter Frellsen.
Frellsen har nu 39 butikker og 380 medarbejdere, og de seneste fem år steg deres bruttofortjeneste fra 98 millioner kroner til 105 millioner kroner, skrev Berlingske Business i 2015.


Toms og Anton Berg er to andre gamle danske chokoladevirksomheder, der er grundlagt tilbage i henholdsvis 1924 og 1884. Toms opkøbte i 1954 Anton Berg. I 1971 opkøbte Toms også den gamle danske chokoladevirksomhed, Galle & Jessen, der blev stiftet i 1872 af Edward Galle og Hans Jessen.
Toms blev i 1942 købt af Victor B. Strand, der drev virksomheden frem til sin død i 1983. Han sikrede siden hen, at ejerskabet af Toms blev lagt i en fond, nemlig i Gerda og Victor B. Strands fond.