Tårerne kom, da Oddset-Janni trådte ud af Østre Landsret og blev konfronteret med, at hun nu skal i fængsel.

Dommen lød på et år og tre måneders fængsel, da Janni Christensen onsdag blev kendt skyldig i at have franarret en ældre mand en formue på en million kroner, som bl.a. blev scoret på hus- og bilsalg uden mandens vidende.

Byrettens dom på 21 måneders fængsel blev dermed reduceret med et halvt år, men Janni Christensen var stadig chokeret. Og selvom hun modtog dommen fattet, så kom tårerne ude på den anden side af retsbygningen.

- Jeg synes slet ikke, at jeg skulle have en straf. Jeg skulle have været frifundet. Jeg er i chok, jeg er rystet og har slet ikke ord for, hvordan jeg har det nu. Jeg synes, det er uretfærdigt, sagde Janni Christensen med grødet stemme efter dommen.

Men det blev læst op i dommen, at du har groft udnyttet en syg og svækket mand. Giver det anledning til tanker?

- Det er rettens ord. Jeg har ikke udnyttet nogen syg og svækket mand. Det kan godt være, at hende hovedpersonen, der er gået fri, har udnyttet ham. Jeg har fået penge og graver for 100.000, så skal jeg jo ikke dømmes for 1,5 million, som hun har brugt. Vi tager rent faktisk hendes straf, og det synes jeg er uretfærdigt.

I byretten blev også den 35-årige kvinde, som oprindeligt kendte den ældre mand, dømt. Men hun fik en behandlingsdom, fordi man vurderede, at hun var psykisk syg.

- Jeg tror, at fordi jeg er i medierne, så mener de, at de skal statuere et eksempel. For det kan jo ikke være rigtigt, at hvis jeg har brug for 100.000, at jeg så skal straffes for 1,5 millioner. Og hende, der har brugt dem, går fri, fordi hun er mentalt syg. Det kan jo ikke være rigtigt!

Så du føler dig uskyldigt dømt?

- Ja, det gør jeg faktisk. Det er helt langt ude, at det overhovedet kunne ske.

Også Janni Christensens 65-årige far Allan Thomsen fik onsdag mildnet sin dom med et halvt år og blev som sin datter idømt et år og tre måneders fængsel i samme sag. Dette var hans advokat heller ikke tilfreds med.

- Jeg mener ikke, at der er tale om noget begået i forening og ej heller et udnyttelsesforløb. Der har været et kammeratskabsforhold, som måske har været lidt ulige, sagde Kristian Mølgaard, forsvarer for Janni Christensens far.

Selvom Oddset-Janni skal i fængsel, får hun julen i friheden sammen med sine to børn og sin kæreste gennem de sidste tre måneder, rigmanden Karsten Ree. Afsoning kommer tidligst på tale i januar. Men hun håber på kun få måneder bag tremmer.

- Jeg har siddet fire måneder i varetægt, jeg har aldrig været straffet, så jeg regner med nogle få måneder. Hvis jeg er heldig, kan jeg komme direkte på pension, sagde hun.

Ved hendes side stod kæresten, den 68-årige rigmand Karsten Ree. Og hun regner med, at han også står der, når hun kommer ud af fængslet.

- Hvis det er rigtig kærlighed, så påvirker det ikke vores forhold. Karsten og jeg har jo snakket om, at fængsel kunne komme på tale, men hvis forholdet er stærk nok, og kærligheden er der, så burde det ikke ødelægge noget.