Biltyvene slog til, mens bilen holdt parkeret i Charlie Sheens indkørsel i Los Angeles.
Det normalt velinformerede sladder-site TMZ.com oplyser, at Charlie Sheen har fortalt politiet, at han havde glemt nøglerne til bilen i tændingen.
Men det vækker mistanke, fordi skuespilleren var ude for præcis det samme for fire måneder siden.
Dengang blev biltyvene aldrig fanget, mens Charlie Sheens luksusbil blev fundet ved foden af en nærliggende skrænt. En kilde i Los Angeles politistyrke kalder det da også 'påfaldende', at han nu endnu engang får hugget bilen på grund af nøgle-forglemmelsen, skriver TMZ.com.
Her til morgen har politiet derfor været hjemme hos Charlie Sheen for at høre nærmere om, hvad der skete. Charlie Sheen siger selv, at sidste gang, han så sin bil, var klokken fire i går eftermiddags.
Snart skal Charlie Sheen afsone en 30 dage lang fængselsdom i Aspen, Colorado, fordi han tidligere på året angreb sin kone i en brandert, da det alkoholiserede par var på skiferie sammen.






















