Publikum råbte "taber" og "vi vil have pengene tilbage", da Charlie Sheen i nat præsenterede sit såkaldte show "My Violent Torpedo of Truth" i Detroit, Michigan.

Efter en lille måned som Hollywoods mest skandaløse stjerne havde Charlie Sheen lovet, at løse diverse mysterier omkring sin person og samtidig svare på alle spørgsmål, da han i nat (amerikansk tid) havde  "Violent Torpedo of Truth".

Men i stedet for at underholde og svare på spørgsmål formåede den 45-årige tv-stjerne blot at tage det sidste morskab ud af en i forvejen tragisk nedtur.

Og turné-premieren i Detroit endte med, at verdens (indtil for nylig) bedst betalte tv-skuespiller (12 millioner kroner pr. halvtimes afsnit) kom op at små-skændtes med sin publikum og til sidst udvandrede i et hav af buh-råb.

Seancen startede ved 20:30-tiden, da en forsvarsløs stand-up komiker uden held forsøgte at varme det hårde Detroit-publikum op.

Så afsang to platinblonde pornostjerner/sangerinder årtiets måske værste version af den amerikanske nationalsang - så trommehinderne næsten blødte.

Ved 21-tiden kom aftenens hovedperson Charlie Sheen på scenen sammen med sine  to såkaldte "gudinder" - pornostjernene, som Sheen i Los Angeles deler seng og husholdning med.

De kyssede både hinanden og Charlie. Siden afbrændte de Charlies signatur polo-trøje fra "To og en halv mand" - i en spand med benzin

Publikum jublede, mens Charlie selvretfærdigt udbrød:

- De har selv været ude om det.

Det skal her nævnes, at hele Charlie Sheen-miseren for alvor startede, da den 45-årige søn af filmlegende Martin Sheen pga narkomisbrug blev fyret fra sit "To og en halv mand"-job.

Og turnéen, der i går startede i "The Motor City", er primært anlagt som et verbalt hævn-togt imod de "onde Hollywood-bosser", der ifølge én af aftenens mange rablende monologer har .

Ifølge pengemagasinet Forbes er Sheen dog trods egen klynk stadig god for over en milliard kroner, så det kan være svært at forstå, hvad der har drevet stjernen ud på denne ydmygende USA-turné, der ifølge planen i aften fortsætter i Chicago med endnu et udsolgt hus.

Men tilbage til showet:

Nu alene på scenen stiller Charlie Sheen sig op på en talerstol, der er udsmykket som præsidentens ditto - med teleprompter og kæmpe Sheen-segl.

Her afleverer Charlie en imponerende ordrig og velformuleret (omend gal) talesalve, hvor han udråber sig selv til frelser for alle tilstedværende.

På dette tidspunkt er entusiasmen stadig i live. Og publikum klapper og hujer på de rigtige tidspunkter.

Men så begynder det at gå galt.

Gang på gang fortæller Charlie os, at han nu har sin egen app på iTunes - "Mosheen". Han gentager sig selv så mange gange, at dét, der på et tidspunkt måske har virket selvsikkert og små-morsomt, nu bare virker ydmygdende og patetisk.

For at give sig selv en pause, viser Charli en kortfilm, som han selv skrev og instruerede for små 30 år siden.

Men selv ikke en purung Johnny Depp, der her spiller hovedrollen, kan formilde publikum.

Charlie afbryder filmen før tid. Og buh-råbende tager til, mens hovedpersonen sætter sig på en bænk og tilbyder at svare på spørgsmål og fortælle anekdoter.

- Vil I høre om dengang, min bil blev stjålet midt om natten, spørger Charlie ... stadig med en anelse selvsikkerhed i stemmen.

- Gu' vil vi ej, råber en specielt stemmestærk publikummer tilbage.

Og det ryster alligevel Charlie, der som en lille dreng fyrer igen:

- Gæt engang. Jeg har min egen app. Hvor mange har du? Nul. Og jeg har to gudinder. Hvor mange har du? Nul.

Nu starte buh-koncerten for alvor. Tilråbene "taber" og "vi vil have vores penge tilbage" dukker også op.

Og som et sidste desperat forsøg sender Charlie verdens måske værste rapper Simon Rex på scenen for at afløse.

Men da han også buh'es ud, bliver Charlie Sheen alias "Rockstjernen fra Mars" alias "Troldmanden med Adonis DNA og tigerblod" nu helt væk. Lyset tændes og publikum skrider i en sky af utilfredshed.

Men blot en trediedel tilbage i salen dukker en desorienteret Charlie Sheen senere igen op på scenen. Men nu brokker han sig over lyden. Og snart er han væk for sidste gang.

Og man sidder tilbage med en fornemmelse af at have set noget af det mest absurde, amerikansk showbiz nogensinde har budt på.