Thyra Frank havde selv hæklet sin gennemsigtige kjole, som gav bonus ved studentereksamen. Hun voksede op i et hjem med en ældre far, der forlangte, at hun nød livet. I øvrigt mødte hun sin mand på Hotel Sheraton.
Student: Den kjole kunne score
Min studenterkjole var jo nok lidt dristig. Jeg havde besluttet selv at hækle den, og man kunne se direkte igennem den og ind til mine trusser.
Dengang brugte man jo ikke bh. Da jeg var oppe i det sidste fag, hørte censor overhovedet ikke efter. Han sad kun og kiggede igennem maskerne.
Havde jeg ikke haft den på, så ville jeg sikkert være dumpet. Jeg var oppe i geografiog skulle sige noget klogt om en bunke sten, der lå på bordet. Jeg tænkte bare: ' Smid dem dog tilbage til stranden'. Engang gik en fodboldkamp i Arden i stå, fordi jeg kom gående. Jeg var jo en slank og ret flot pige, og da jeg kom derud med mine høje, hvide sko og den gennemsigtige kjole, fik spillerne andet at tænke på. Den kjole - den kunne score, det siger jeg dig. Jeg var nok lidt vild i det og ville gerne gøre lidt oprør.
Peter: Mit livs kærlighed
Det hele begyndte på natklubben på Hotel Sheraton, hvor jeg mødte Peter Rasmussen første gang. Det viste sig, at han var direktør i et medicinalfirma. Min veninde og jeg kom til at sidde i hans selskab, hvor der heldigvis næsten kun var mænd. Jeg kom ud at danse med ham og spiste frokost med ham næste dag.
Det var den 12. i 12. 1983. Der gik to år, og det blev den 6. i 6. 1985, og jeg var i Tivoli, hvor en mand pludselig holdt mig for øjnene og spurgte: ' Kan du gætte hvem jeg er?' Jeg var jo ikke idiot, så jeg gættede ikke. Det var Peter, som spurgte, om jeg ville med ud at spise, men jeg skulle til Jylland.
En uge efter ringede han til mig og spurgte, om jeg ville spise med ham i Skagen og se solen gå ned over Vesterhavet. Jeg sagde ja, og han drønede ud til lufthavnen i Kastrup for at nå det. Fem dage efter friede han til mig, og jeg sagde ja dagen efter. Nu har vi været gift i 26 år, og han er mit livs kærlighed og min store støtte.
Da Peter og jeg blev gift i 1985, tog vi på bryllupsrejse før selve brylluppet, og i Provence købte vi ind til en buffet for 150 mennesker. Frederiksberg Kirke var fyldt mere end juleaften, sagde præsten, da vi blev gift.
Nyfødt: Ikke spor planlagt
Min far Kristian Frank var 47 år, da jeg kom til verden, så jeg var ikke decideret planlagt. Men min far sagde, at jeg endte med at blive en livsgave. Mine storebrødre er 11 og 15 år ældre. Vi voksede op i Gl. Skørping ved Rebild, hvor min far var førstelærer ved Gl. Skørping Skole. Vi havde høns, duer og grise og jord, så vi var næsten selvforsynende.
Min far var den elskede person, der aldrig sagde nej, og han var også min lærer på skolen. Når de kom fra skolekommissionen for at tjekke os, havde han advaret os om, hvad vi skulle høres i, så vi var velforberedte.
Mine storebrødre, Niels og Anton, har været henholdsvis viceskoleinspektør på Læsø og kommandørkaptajn i Forsvarskommandoen i Vedbæk. Min mor Anna Frank havde et krøllejern, som hun varmede på komfuret, og sådan blev min frisure til. I dag er hun 97 år.
Det var hende, der holdt hjemmet, og hun sagde til mig, at jeg ikke måtte få hverken kaffe, te, øl eller cigaretter, før jeg var 18 år. Så jeg har i praksis aldrig drukket en øl, røget en smøg, og jeg kan heller ikke lide hverken kaffe eller te. Men jeg har altid kæmpet for andres ret til at ryge, og jeg kan godt selv lide cognac og god rødvin.
Konfirmation i skolestuen
Til min konfirmation fik jeg et rødt smykkeskrin, en vase, sølvtøj og et armbånd af min moster, H. C. Andersens eventyr, en bog om fugleliv - og penge. Konfirmationen holdt vi i skolestuerne, vi boede nemlig i den ene længe af skolen.
Danseskole: Lærerinden sparkede os
Jeg var en pige, der elskede at danse, og jeg havde meget let til latter. Men vi havde en lidt skrap danseskolelærerinde, som underviste os på kroen i Skørping. Hun sparkede os over skinnebenene, hvis vi ikke dansede rigtigt. Så kunne vi lære det, ku' vi. Hun sparkede os, så vores knyster kunne blive helt blå.
Smuk og klog: Min første mand
Jeg blev gift første gang i 1978 med Palle Norit, som var chef for Frømandskorpset - en utrolig smuk og klog mand. Når forholdet ikke holdt, var det nok fordi jeg var for ung - en sygeplejerske, der skulle ud at kigge på livet, og så var han i øvrigt også ofte i udlandet.
Vi boede sammen i Nyboder i København i fem år.
Af Simon Riedel
