'Hjertegalla'-værten har selv oplevet problemer med hjertet
På lørdag, når TV2 Charlie sætter fokus på hjertesygdomme og samler penge ind til hjerteforskning i det store indsamlingsshow 'Hjertegalla', er det med Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim i værtsrollen.
I år sætter 'Hjertegalla' blandt andet fokus på kvinder og hjertekarsygdomme og den 44-årige Go'Aften Danmark-vært ved, hvordan det føles, når hjertet ikke er helt, som det skal være. Det fortæller hun til tvtid.
- Lige før sommerferien fik jeg nogle dobbeltslag med hjertet. Jeg blev ret bekymret og tænkte: Skal det virkelig slå så hurtigt? Så jeg skyndte mig at få det tjekket, siger Cecilie Frøkjær. Heldigvis var der ikke noget galt, og Cecilie Frøkjær gør også en dyd ud af at være sund til dagligt.
- Jeg prøver at leve rimeligt sundt, som at få spist masser af fisk, som også er godt for hjertet. Det bilder jeg mig i hvert fald ind - og jeg spiser også fiskeolie. Og oveni al den fisk, jeg spiser, får jeg også masser af grøntsager og ikke for meget junkfood, siger tv-værten, der også dyrker motion flere gange om ugen.
Hun håber, at 'Hjertegalla' kan være med til at fremme viden om hjertekarsygdomme, der rammer mange kvinder, fordi meget af forskningen er baseret på mænd, der har andre symptomer.
- Kvinder får nogle andre symptomer end mænd ved blodprop i hjertet. Så jeg håber bare, at pengene kan hjælpe til at give noget viden, som gør, at folk bliver i bedre stand til at passe på sig selv og måske opdage noget i tide, siger Cecilie Frøkjær.
'Hjertegalla' sendes på TV2 Charlie lørdag d. 29. september kl. 21.00



