Først var de flere hundrede håbefulde modeller. Derefter skar 'Danmarks Næste Topmodel'- dommerne fedtet fra og snævrede feltet ned til tretten. Og onsdag aften, til finalen, hviskede Caroline Fleming de forløsende ord, der kronede 'Danmarks næste Topmodel' - den 15-årige Caroline Bader fra Nærum.

- Jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville vinde, fordi jeg var oppe imod sådan en god konkurrent som Brinette, siger vinderen, som udover glæden ved at have vundet en modelkontrakt med Unique Models, to ugers test-fotografering i Paris hos Ford Models, også fik tjansen som kampagnepige for L’Oréal Paris.

Hun er særlig glad for endelig at kunne være åben angående sin vinder-status. Caroline Bader har nemlig været topmodel helt siden maj, hvor programmet kom i kassen.

- Det har været rigtigt svært, når mine venner er kommet hen og har spurgt, om jeg har vundet, og jeg har været nødt til at lyve, siger Caroline, som går i 9. klasse i Nærum.

Mere opmærksomhed



Det er dog ikke kun veninderne, som har udvist særlig interesse for Caroline, siden hun tonede frem på Kanal 4 for første gang.

- Jeg kan godt mærke, at jeg får noget ekstra opmærksomhed fra drengene, siger Caroline, som har næret drømmen om en international modelkarriere siden barndommen.

Snart går turen til Ford Models i Paris, hvor Caroline skal bevise, om hun kan træde i idolernes fodspor. Og om hun kan gøre sig som mere end blot 'Danmarks næste Topmodel'. Men som supermodel af internationalt format.