Sanne Salomonsens eventyr som stjerne på den danske kunstnerhimmel blev skudt totalt i sænk, da hun en forårsdag i 2006 sank sammen i sit hjem. Lammet på krop og sjæl kæmper sangerinden mod en brutal hjerneblødning, som ser ud til at ødelægge alt for hende.

I dag, mere end seks år efter, er Sanne kommet sig mirakuløst. Men økonomien i hendes forretning er stadig dødeligt syg, og prognosen tyder på, at det aldrig bliver godt igen.

Sanne Salomonsen er ramt af en katastrofal og nærmest bundløs gæld. Et mislykket hussalg, talrige dyre lån, en karriere på standby og et fejlslagent eventyr med pantebreve og investeringer har fanget Sanne i gældens kløer.

Det begynder, da hun i 2004 køber et dejligt hus i Charlottenlund. Sanne lægger 5,9 mio. kr. for huset.

- Det her er et hus, jeg godt kunne tænke mig at blive gammel i, siger Sanne Salomonsen lykkelig til Bo Bedre få måneder efter købet og fortæller videre:

- Den her bolig er mit livs hus. Jeg er træt af flyttekasser. Når jeg træder uden for dette hus, er jeg en offentlig person, og det er i orden, men her er jeg mig selv. Her har jeg retten til at være mig selv, sagde Sanne.

Tvunget til høje lån

Men efter Sannes sygdom har hun været tvunget til at belåne huset med hele 11,75 mio. kr. I dag er det til salg for lige knap sølle ni mio. kr.

Sanne forsøgte at sælge huset for 11,5 mio. kr., men der har ikke været nogen købere. Nu står den danske rockmama til at flytte til en lejlighed i Vendersgade i København. Sælger Sanne sit hus til ni mio. kr., så har der altså været knap tre mio. kr. i samlet tab på grund af den voldsomme belåning.

Da Sanne i maj 2006 falder om i sit hjem med en hjerneblødning, så vinker rockstjernen også farvel til to års indtægter. Kampen for at tilfredsstille publikum bliver i stedet en kamp for at overleve. Og da den var vundet, så begyndte Sannes kamp for at få førlighed, intellekt, ja, hele sin egen person tilbage igen.

Lutter røde tal

Men i dag er regnskaberne i Sannes virksomhed fulde af røde tal. I regnskabsperioden for 2011 og 2012 har Sanne haft et minus på 341.373 kr. Sangerinden har haft en omsætning på over to mio. kr., men det hele er blevet slugt af lønninger og faste udgifter.

- Da jeg var syg, tjente jeg jo ikke en øre, og så måtte jeg ud at låne penge. Heldigvis havde jeg mit hus som sikkerhed. Men så kom krisen, banken krakkede, og så blev gælden endnu større på grund af de skide renter, sagde Sanne Salomonsen til Jyllands-Posten i 2011.

- Jeg er jo ikke millionær. Det tror mange. Men jeg er i virkeligheden forgældet op til begge ører, sagde hun videre. Sanne har lånt penge til en lejlighed i Vendersgade, hvor pantebrevene og realkreditlånet præcis matcher de 4,6 mio. kr., som lejligheden er værd.

Hun flytter, når huset i Charlottenlund bliver solgt. Ifølge Boliga har det ligget til salg i 210 dage.

Sanne Salomonsen har ikke ønsket at deltage i denne artikel.