Selvom kongen har forladt bygningen, lever historierne om ham videre. I en ny bog hævder Elvis Presleys egen stedbror nu blandt andet, at sangeren vidste, enden var nær for ham.

Det er næsten 40 år siden, at 'The King of Rock and Roll' blev fundet død på badeværelsesgulvet i sit hjem i Memphis. Blot 42 år gammel.

Siden har teorierne om hans død været mange. Lever han endnu? Var det virkelig et hjertestop? Eller spillede stoffer en rolle i hans tidlige død?

I en ny kontroversiel bog, der har titlen 'My Brother Elvis', hævder sangerens stedbror nu, at Elvis Presley med vilje tog en overdosis af piller.

Det skriver New York Daily News.

'Gjorde det med vilje'

Forfatteren David E. Stanley blev Elvis Presleys stedbror i 1960, da hans mor giftede sig med sangerens far, Vernon Presley.

I bogen beskriver Stanley, der også arbejdede for Elvis, at han sidste gang så sin stedbror den 14. august 1977. Den dag sagde Elvis angiveligt til ham, at han ville tage væk et par dage, og at det kunne være, at de næste gang mødtes på 'et højere plan'.

To dage senere blev 'The King' fundet i død i sit hjem.

I bogen skriver Stanley, at Elvis havde taget overdosen 'med vilje'.

»Jeg følte, at det var mit ansvar at skrive en bog om Elvis' virkelighed bag al glitteret, glamouren og morskaben. Han var et menneske, og hans meget menneskelige skrøbelighed og sårbarlighed kostede ham sit liv,« forklarer David E. Stanley til AOL og fortsætter:

»Hvis Elvis kunne blive afhængig, kan det ske for alle.«

Havde en mørk periode

I bogen hævder Stanley også, at familien fandt piller og sprøjter ligge ved siden af den livløse Elvis Presley, da de ankom til hans Graceland. Stedbroderen samlede dem op og gemte dem i sine lommer, før politiet ankom.

Ifølge Stanley havde sangeren en mørk periode op til sin død, hvor han tog så mange receptpligtige piller, at hans nære venner måtte blive hos ham døgnet rundt for at holde øje med ham og hjælpe ham.

Bogen 'My Brother Elvis' udkommer den 16. august - samme dato som Elvis Presley for 39 år siden sov ind.