I knap et år har Mads Christensen siddet bag rattet i sin Porsche, selvom han havde fået frakendt sit kørekort. Men nu går den ikke længere - nu skal den selvbestaltede blærerøv til at svinge Rejsekortet i bussen, skriver Se og Hør.

I efteråret 2015 klappede fælden for Mads 'Blærerøven' Christensen, da han blev taget i at køre 112 kilometer i timen, hvor man måtte køre 80 grundet vejarbejde. 4000 kroner, tre klip og en betinget frakendelse af kørekortet, kom forseelsen til at koste. Den betingede dom betød, at Mads Christensen fortsat kunne køre rundt i sine dyre biler - med mindre han overtrådte loven igen.

Problemet var bare, at det havde han allerede gjort syv år tidligere. Normalvis ville en så gammel dom ikke have nogen betydning, men ifølge Mads Christens, skriver Se og Hør, var politiet tre og et halvt år om at stemple klippet, så det så ud som om, at klippet var bare to år og 360 dage gammelt.

Det fik hele Danmarks blærerøv til at anke dommen. Men uden held.

I Østre Landsret er det netop blevet endelig besluttet, at Mads Christensen får frataget sit kørekort i et halvt år.

»Man skyder gråspurve med kanoner. Det, der pikerer mig mest, er, at man hele tiden fortæller, at det gælder om at redde menneskeliv, men enhver idiot kan gennemskue, at det udelukkende handler om at få penge i kassen,« siger han til Se og Hør.

Mads Christensen er helt enig i, at han selvfølgelig skal overholde færdselsreglerne, han synes dog det er urimeligt, at straffen er så hård, når det, ifølge ham selv, skyldes langsommeligt politiarbejde.

Mads Christensen har et passioneret forhold til biler og er som selvstændig foredragsholder afhængig af sit kørekort, når han bl.a. er i Jylland.

»Jeg er over Storebæltsbroen to gange om ugen. Offentlig transport er i mine øjne en joke. Det ville måske kunne lade sig gøre med et job midt i Aarhus, men ellers tager det ekstremt lang tid og er hundedyrt,« siger han til Se og Hør.

Han overvejer nu at ansætte en chauffør til at fragte sig rundt.